|
|
 Skamhalm
Sv. Aa. Skamhalm er doctorens ven. Han drev i sin tid
et mindre firma i Nordvestkvarteret, indtil han gik i hundene.
Nu er han ovenpå igen, og har været det i en del år.
Skamhalm er glødende Brønshøj-tilhænger, men kan indimellem
komme til at træde folk over tæerne fordi han siger sin
mening lige ud, uden så meget vrøvl.
Ordet er Skamhalms... |
Læs
Skamhalms seneste guldkorn herunder eller hop ned til de tidligere
Skamhalm-indlæg.
01
06 12: Desværre ...
Skulle have hjælp til computeren forleden, så jeg ringede til
Sverre. Det er vores IT-medhjælper nede på dagcenteret. Han
har sådan en hotline, man kan ringe på mellem 13 og 15. Godt
nok.
Så
er det bare når der bliver svaret på hotlinen:
“–
Desværre!” bliver der sagt.
“– Ja, det skal du sgu ikke være ked af, min ven,” siger
jeg så.
“– Hvad?” lyder det så.
“– Hvad?” siger jeg så, og “hvem taler jeg med?”
“– Desværre, for helvede!” lyder det i den anden ende af
røret.
Nå, det var da ærgerligt, men så er der jo ikke andet at gøre
end at lægge på. Mærkeligt.
Det
kunne jo være, jeg havde tastet forkert. Var aldrig sket med
en drejeskive. Nå, jeg kalder op igen: “– Desværre!” bliver
der sagt.
“– Er det dig, Sverre?” spørger jeg.
“– Ja, ja, desværre!” bliver der sagt.
“– Hvorfor desværre, hvad er du ked af?” spørger jeg.
“– Det er sgu da altid mig. Hvem fanden skulle det ellers
være mellem tretten og femten?” spørges der.
“– Sverre er sgu ældre end det. Er du ked af det?” spørger
jeg.
“– Af hvad?” lyder det.
“– Ja, det ved jeg sgu da ikke for hæved!” siger jeg.
"– Hvorfor fanden spørger du så? Fede nar, mand!” lyder
det.
Det var dog den stiveste, så lægger jeg på.
Kort
før 15 prøver jeg en sidste gang, men de har åbenbart nummerviser:
“– Er det nu dig igen, hvad fanden drejer det sig om?”
lyder det.
“– Det er min computer,” siger jeg.
“– Gu de´da røv, de´da dig selv, der ringer
konstant og smider røret på. Hvad drejer det sig om? Drejer
det sig om din computer?” spørges der.
“– Ja, netop! Må jeg tale med Sverre?” spørger jeg.
Og så får jeg selvfølgelig bare et “Desværre!”. Okay, så lagde
jeg godt nok endegyldigt røret på. Må spørge ham personligt
i morgen ...
28
05 12: Derfor tweeter jeg ikke ...
Doctoren havde fået en lys ide: Jeg skulle selv skrive
beskeder på nettet. Med noget der hedder Twitter. Meget
nemmere for alle, og på en måde også solidarisk
med landsholdet, for de må ikke.
Egentlig nemt nok når først man er på: Max.
såogsåmange karakterer pr. besked, og havelåge
foran nøgleord så andre kan finde dem. Allerførst
skulle jeg dog bare skrive mine beskeder på sådan
et stykke papir på computeren, indtil vi lige fik set,
at de gik an. Holder lige en hvilepause, der skal være
fællesost senere, det er noget vi dyrker en del af på
dagcenteret. For helvede, der væltede porteren.
“Duj
kører ngoen ganeg for mange bajere på én
gang, nogen sgange er du skidefulf ,du kan ikke skirve uden
en slags redaktør på,” dsiger Dcoteren. “Du
er shu også blvet alt for røvet i deine oindlæg
efterhånde, det er eftehrånden ikke andet end lort,
de handlero m,,de sjal handle om forvbold.” Åh, hvad
så, her kommer det direkte gfraposen hals, dety der blev
frasorteertr og dømt ude af deb bedre biorgerskab, mine
beskder på Riotter, dets akl hanikke bestemme:
- Har
døjet med noget lind mave i en seks-otte dage #lindmave
- Starter
gerne dagen med en kiks med ost
- Viser
sig at Hjørdis er kommet meget på Viggos, sjovt tilfælde
- Har
købt noget lilla #Ariel med #Actilift, men det får tøjet til
at lugte af sjusket tørret numse
- Inviteret
over til Poul P. og dem, det går ned ad bakke
- Kan
man bestille #hyrevogn her?
- Strarter
gerne dagren med enr kifjks med osyt
- Kom
vist til at skrive om kiks med ost, men det har været der
før
- Så
kom reklamerne, smider altid Rema ud, men nu har vi fået en,
så måske man skulle kigge
- Hende
inde fra Ahornsgade var med hos Poul P., og lille-Bent, men
der var jeg så gået, havde bestilt vogn
- Ru
plet i halsen siden i morges, kan ikke klare den med en gibbernakker
- Villy
Søvndal er på lige nu, han er blevet gammel og udskidt at
se på, sker for alle, meget for ham
- Hardy
Hansen gav jeg sgu noget for, dejlig dreng, folkets, lignede
min morfar, ikke hørt fra nogen af dem længe
- Det
ringede på, men det viste sig så at det var ikke nogen
- Var
oppe og pisse fire gange inden første radioavis #4pisgange
- Ham
fra 1.tv. råber i opgangen igen, skaber sig åndssvagt, #Jønne
finder sig ikke i det
- Er
på vanddrivende, Centyl denne gang, kaliumklorider, lysegrønt
selvlysende #pishelvede
- Sidder
og husker #Glashuset ovre på #Glasvej, forlængst nedrevet,
leve fortiden!
- Hissa
hussa hejsasa, alle dem der elsker Brønshøj rejser sig!
- Den
var sgfu meget god, mend rimm og hele pæisset
- Tørløberservice
udbedes, ikke mere #lokumspapir, BT, havde sådan set læst
den osse
- Stor
politiförretning længere nede i gaden, kom igen nu grabbar!
- Sidder
fast i afløbet nu, ikke opløseligt nok, hvad fanden gør
man så?
- 1.th.,
ikke tv., det er ham,, chauufnfføren, skaber sig aldritg,
beefklager
- Flotter
mig med #lokumspapir i de lysegrønne poser fra Lidl, skulle
man springe ud i trelags?
- Stødte
for en del år siden på Daimi ude i Søborg
- Trækninger
ved højre øje, uregelmæssige, det er næsten de værste
- Der
står en #klapvogn ovre ved rækværket ved nr. 8
- Fik
første gang hørt Papa Bue live ude i Farum Midtpunkt i 76,
dybøllet aften, spisecafeen eller sådan noget
- Rikke
og Tue flyttede dertil #rikketue
- Hul
på en ny kaffe, 400-grams, men det er det hele efterhånden
nu, frisk med det hele undtagen indholdet
- Påvirket
almentilstand siden i aftes, primært med sur mave, ram stank
på lokummet #surmave
- Ceruttid,
#fællesost på gangen, en drinks
- Gang
i fællseosten, ritgig ramsajang, du!!!!!!!!!!!!!
- Fo
saten, stinmker stadif #syurmacve ,skioder på lokun
mvaaaaaaaaa
sdh Skanmhdalm
20
09 11: Doctoren og jeg lægger arm ...
Doctoren havde lånt et sommerhus i Gilleleje af et kirurgægtepar,
der tilbringer det meste af tiden i Schweiz. Et af den slags
sommerhuse, hvor der er tempererede vinskabe. Så var stilen
ligesom lagt. “Vi må bruge af det hele, vi skal bare
sørge for at fylde op igen inden vi skrider,” sagde
doctoren. Vin var der masser af, men jeg kan nu bedre bare lide
en bajer, så jeg slog et smut hen om Statøglen på hovedvejen
og købte en lille posefuld.
Vel
hjemme i huset igen satte vi os hen i æggene ved panoramavinduerne
for at nyde synet af Kattegat. Det vil sige, Doctoren satte
sig lige ud og sked først. Så satte også han sig ved panoramavinduerne,
med et langstilket glas, en flaske vin ved navn Petrus og et
par humbler af den schweiziske stinkeost Gruyere som kølekabet
var fuldt af. Gudhjælpeme om ikke også osten hed noget med Premier
Cru ...
Vi
underholdt med nyt fra hver vores verdener: Jeg om dagcenterets
revy. Doctoren om et fysiologisk fænomen ved navn vandpik; i
lægernes verden noget med – om jeg så må sige – morgenstivhed
kombineret med voldsom tissetrang. To ikke altid helt forenelige
størrelser, kunne vi hurtigt blive enige om, omend tissetrangen
i min alder efterhånden er det, jeg kender mest til.
“Nå,
det,” sagde Doctoren, “Nej, så er det vatpik!
Det kommer over os alle indimellem, men det er rimeligt forskelligt
fra vandpik. I din alder får du sgu nok ikke vandpik!”
Nå, skål på det, og skide være med det, og videre til næste
emne, der var noget om, hvorvidt man ville kunne fange havørreder
nede fra stranden.
Efter
halvanden pilsners tid skulle jeg på lokum. Da jeg stod klar
til at vande, så jeg noget: Der lå en halv arm i tønden. Doctoren
måtte have lagt den, og så bare regnet med, at den kunne skylles
ud da han trak og gik. Ikke tilfældet! Nå, så måtte jeg jo.
Efter at have vandet gav jeg den et af de dyre skyl med al cisternens
vand.
Armen
rørte sig ikke ud af flækken. Nå, hvad helvede, tænkte jeg,
og skulle til at gå, da tanken slog mig: Eftersom Doctoren troede,
at han havde skyllet hele møget ud, ville han jo nu tro, at
det var mig, der havde lagt armen! Så ville han begynde at diskutere
tarmflora og ordinere kostomlægning som om det var mig der,
der var tarmslynglen! Det gad jeg bare ikke! Situationen var
i bogstaveligste forstand noget endnu værre lort end Brønshøjs
indsats i pokalen et par dage forinden.
Jeg
ventede til cisternen var fuld igen, og gav den så endnu et
skyl med pedalen helt i bund. Atter uden held. Dum situation.
Hvad skulle man så gøre for at få armen til at disintegrere?
Børsten? Nej, for hensynsløst over for schweizerkirurgerne,
der vel havde fortjent bedre for at låne os huset. Hvad så?
Noget med en stivere stråle end min to minutter forinden: Bruseren!
Og,
yes, de havde selvfølgelig sådan en, man kunne indstille fra
blidt dugfald til stiv monsunstråle. Slangen var sågar lang
nok til at nå over til lokummet. Så var det bare med at finde
monsunpunktet på brusehovedets drejeskive. Og så var det, jeg
så det ...:
Hvilket
eksklusivt mærke i premier cru-brusesæt. Så tog Doctoren alligevel
fejl; der er stadig gang nok i den gamle ...!
mvh
Skamhalm
27
09 10: Kort vedr. krus ...
Ultrakort statement (det har jeg lært, den slags hedder)
fra mig denne gang: Boldklubben bør tage kontakt til
den nærmeste keramiker, og se at få genoptrykt dette
krus med det vuns. Og det kan kun gå for langsomt!
Billedet af kruset er i øvrigt fra en hel
serie af vidunderlige Brønshøj-fotos fra
halvtresserne og tresserne, smækket på nettet af
en behjertet fyr ved navn Benny Smart.
Hos
Benny finder vi – ud over vidunderkruset – bla. dokumentation
for, at Brønshøj spillede på Arsenals hjemmebane
Highbury i 1961, at Hvepsene engang i 1962 stod for ikke mindre
end 9 ud af de 11 mand på ugens hold, samt at Hvepselegenden
Preben Arentoft muligvis var i besiddelse af en balalajka i
1965.
Hurra
for den slags!
Skamhalm
30
04 10: Op ad grøften, ned med systemet ...
Forleden havde jeg havde fået tiltusket mig kørelejlighed
med Doctoren. Troede jeg, men så kimede telefonen: “Det
er mig. Kan ikke du, jeg røg sgu en tur i grøften.
Ja, det' sgu noget pis for helved', jeg ved det godt, men jeg
måtte sgu efterlade bilen.” Stakkels mand! Jeg
så ham for mig: Gående rystet langs landevejen.
Det var vel ikke den helt store tur, med at rulle rundt hen
over cykelstien og det hele? “Det var fandme lige før,
du. Og det blev sgu dyrt, jeg måtte sgu bløde en
hel del.” Åh, nej! Nu gjaldt der om at være
en ven i nøden, købe blomster, og så ud
og besøge ham. Var det Bispebjerg, han lå på?
Nej, stodderen lå derhjemme, bagstiv som en allike. Han
havde givet for mange omgange i Grøften i Tivoli ...!
Doctoren
er en mand, der gerne vælger de lette løsninger:
Hvis der er skidt i toiletkummen, vil han til enhver tid prøve
at pisse det af i stedet for at gribe børsten. Derfor
er jeg oprigtigt overrasket over, at han har taget udfordringen
op i Rutens Matadorer – punkorkesteret som han blev hyret
ind i for et par somre siden. De havde ingen instrumenter og
kunne ikke spille en skid, men de har øvet flittigt,
og det var dem, han var i Grøften med for at fejre, at
de var kommet på majspæjs
på internettet.
Majspæjs
er tilsyneladene ren idyl, for man kan få venner, og Matadorene
har allerede fået venner fra nær og – vist
i overvejende grad – fjern. Fjender har de ikke fået.
Endnu, men det skal nok komme når de får indspillet
sangene: Doctoren har vist mig nogen af teksterne, og den får
ikke for lidt med både sgu og fanden og rige svin og ned-med-systemet.
De har dog én sangtekst, som jeg godt kan lide, fordi
enhver, der har set Brønshøj gennem årene,
kan relatere til sangens beskrivelse af askegrå indadvendt
søndagstomhed:
Efterårssøndag
og Brønshøj har tabt
tabt på udebane
noget fanden har skabt
lang vej hjem
og Brønshøj har tabt
tabt på udebane
noget fanden har skabt
Lad mig være
Lad mig være
Lad mig være i fred
Lad mig være
Lad mig være
Bare fuck off og lad mig være i fred |
|
Selve
musikken er mere sjælden end skøn, og når
de skruer op, er den et helvede! Jeg har hørt dem øve
en enkelt gang, hjemme i Doctorens arbejdsværelse. De
kan stadig ikke spille andet en billard efter to års øvetid,
og laver derfor det hele på computeren, hvor man åbenbart
nu til dags kan få tastaturet til at virke som en guitar.
Dét brugte vi sgu ikke i min og Buddy Hollys tid ...
Men for helvede, hvor de larmer og skriger. Hvorfor kan de ikke
bare spille glad musik? “Narj, for helved da, Svend
Aage. Man kan sgu da ikke spille glad i vores del af brancen,”
siger Matadorerne med én mund, “du kan sgu da
ikke spille punk om at Lene Espersen har pæne nederdele,
eller om at erhvervslivet i Brønshøj-Husum viser
fremgang i år. Punken går ud på at anfægte
det etablerede, det kan vi sgu ikke bare lave om på ...!”
Okay,
læs lige den sidste udtalelse igen. Vi lader den stå
et øjeblik ...!
I
kan besøge Matadorerne, og blive venner med dem (fjende-funktionen
har jeg desværre endnu ikke fundet ...), på www.myspace.com/rutensmatadorer.
Lev
vel!
Skamhalm
Op
igen
31
07 09: Fra Vallensbæk til Wegner ...
Et kort indlæg denne gang – og det er ikke hjørnespark,
vi taler om. Bare to ting:
Et:
Majken, min datter, havde inviteret mig med til Szczecin i Polen.
Hendes mand er murer, og kunne åbenbart få nogle
materialer eller noget til en fornuftig pris gennem nogle folk
dernede. Sviptur og forretninger på én gang. Fint
nok. Der skal så lånes anhænger til at fragte
møget hjem på. Majken ringer til mig: “Far,
vi kan låne trailer af Kim og dem. Har du tid til at hente
den på Kims arbejde ude i Vallensbæk?” Jojo,
det kunne jeg godt. Kørekort har man da stadig, og datteren
stillede familiens Kia med anhængertræk til rådighed.
Og når man nu alligevel havde bil for en dag, og tilmed
på de breddegrader, kunne der jo handles lidt ind i Hvem-ka.
Visse ting er ofte billigst i tredivestyks kasser. Nå,
men gæt så lige: Hvilken adresse skulle traileren
hentes på? Se svaret her.
Og det er ikke engang løgn ...!
To:
Hvad finder jeg i en rodekasse på markedet nede i Szczecin
(for helgoland, hvor er det svært at stave til den by
...)? Jeg finder plakaten her:
Hvad
gi´r I? Otte-niogfirs stykker vil jeg skyde på.
Med Sparekassen SDS på maven og Uhlsport og hvide strømper
og Kenneth Wegner og hele svineriet! Så skulle der handles,
dét siger jeg til jer! Storhedstid på tryk, og
kun let falmet! Hvordan den plakat er endt dernede, må
guderne vide. Men nu hænger den i mit køkken!
Mvh
Skamhalm
25
07 09: Nihil intentatum ...
Guderne skal vide, at jeg har set mange fodboldkampe. Jeg har
sågar også spillet fodboldkampe, omend de alle er foregået
omkring et bord på en bar. Jo, jeg har lavet gyldne mål og behårede
tacklinger i korkkuglekampe, men er der noget, jeg virkelig
altid har ønsket mig, er det et rigtigt spillercertifikat. Gerne
et, der bliver hængende i den ene klub, mens jeg forgæves træner
med den anden, for sådan noget er den direkte vej til mytologien,
berømmelsen og overskrifterne.
Forleden
fandt Sverre – IT-medhjælperen med gedebukkeskæg og betonrock-t-shirts,
som vi efterhånden har affundet os med nede i dagcenteret –
ud af, hvordan man kunne downloade sit eget spillercertifikat,
med DBU-logo og hele lortet, fra en fynsk boldspilhjemmeside.
Og så gik vi i krig med at hente certifikater ned; båndbredden
skulle fandeme have ben at gå på.
Ejnar,
min dagcenter- og rejsekammerat, der mere eller mindre altid
har været 1903-mand, fik printet sit først. Han ville skifte
til Liverpool. Spillercertifikater er nemlig særligt vigtige
i forb. m. klubskifter; ja, de handler mere eller mindre ikke
om andet.
Selv
er jeg naturligvis Brønshøjmand, og kunne ikke drømme om at
skifte. På den anden side bringer et spillercertifikat jo ikke
én i overskrifterne, hvis ikke man skifter. Så efter 33 centiliters
tænkepause valgte jeg at skifte til Zalgiris
Vilnius – den flinke, men vistnok nu økonomisk
svært belastede, litauiske klub, som Ejnar og jeg nær
var ved at besøge for et par år siden. Hvem har ikke drømmen
om at slutte karrieren af med et par fede år i udlandet?
Man
skulle på certifikatet angive optjente karantænedage. Lidt følsomt
område, for jeg mener egentlig, at jeg har karantæne på
ubestemt tid. Helt tilbage fra dengang jeg var utilregnelig,
men på den anden side er Børsen ovre på Vibevej jo for længst
revet ned, så jeg regner ikke med at karantænen tæller.
Jeg mener, når beværtningen nu ikke længere eksisterer, rager
det vel ikke DBU. Jeg skrev i hvert fald “nul.”
Men
så gjorde Sverre mig opmærksom på, at certifikatet kun gjaldt
ved skifte mellem to danske klubber, og dét er altså helt udelukket.
Skal det være dansk, skal det være Brønshøj!
Vi manglede ellers blot litauernes accept og stempel. Så nu
ligger det nær-udfyldte certifikat til ingen verdens nytte
her:
Til
gengæld var mulighederne på den fynske hjemmeside ikke udtømte.
Man kunne også protestere og anke over kampe. Dét betød,
at jeg endelig kunne få mavesur luft. Dog med følgende
tørre svar:
"Hvad angår
kampnr. 968094 i 2. division øst mellem Brønshøj og Greve lørdag
23. maj 2009, har vi modtaget protest over forløbet på spillepladsen,
subsidiært kampens afvikling uden for spillepladsen. Klageren,
Sv. Aa. Skamhalm fra Kbh. NV., gør gældende, at hjemmeholdet
i bemeldte kamp spillede "for tyndt i forhold til hvad
gutterne kan på en god dag," samt at klageren mener
at vide at "pølserne igen virker som om de er blevet
kortere." Over for begge klagemål stiller Unionen sig
uforstående, især for så vidt at ingen af klagemålene
hidhører under Unionens resort. Ligeledes er klagerens
supplerende bemærkning "Men kom igen BB, op på hesten
igen, kæmpe!" uden relevans, hvorfor protesten afvises. Bestyrelsen
stadfæster Disciplinærs kendelse om ikke at forfølge anliggendet.
Ankegebyr kr. 500,- debiteres i tilfælde af anke klagerens konto.
I h.t. lovenes § 20d er en ankeafgørelse endelig."
Tørt
som en brøndgravers, ikke sandt? Jaja, mit motto er –
i lighed med luftens legendariske eskadrille 722 – intet
uforsøgt. Og nu har jeg da forsøgt. Afgørelsen tror
jeg sgunte, jeg anker. En plov kan ligegodt bruges bedre. Og
klubskiftet løb jo ud i sandet; måske jeg skal se at få
mig en agent, der kan varetage det rent papiriske? Så
skal vi i mellemtiden ikke bare sige, at vi ses på vor faste
spilleplads – øh, teknisk set området uden
for den; det andet er fyfy – i den kommende sæson?
Jeres
hengivne
Svend Aage Skamhalm
Op
igen
11
08 08: Tekst og musik ... (part 2 – se
part 1)
Doctoren endte med – efter nogen smigret betænkningstid – at
sige ja til at give den som sanger i Rutens Matadorer. Godt
så. Men ...
I
mit foregående indlæg nævnede jeg, at Matadorerne ifølge Doctoren
aldrig tidligere havde sunget til deres numre. Nu viser det
sig, at de gudhjælpeme heller ikke har spillet til dem ... Gruppen
indrømmer nu, at de er en ganske ny konstellation, og at de
muligvis har været lidt for tidligt ude, da de inviterede Doctoren
med som først tekstforfatter og siden sanger.
Efter
sigende skal de en sommerferieaften have siddet på værtshus
og sludret. På et tidspunkt skal én af dem så have sagt, at
“nogen burde tage sig sammen og lave noget rock for
at støtte Brønshøj,” og så skal idéen være eskaleret
derfra. I mangel af henvendelser udefra dannede de ved midnat
så selv Rutens Matadorer, og ved tretiden om morgenen indså
de, at de var for plørede til at skrive numrene selv, hvorefter
de som det naturligste i verden e-mailede til Doctoren ...
Det
er altså stadig et åbent spørgsmål om Matadorerne overhovedet
kan spille; de skal først lige spille sammen for at finde ud
af det! De har imidlertid troen på det, og de overvejer nu –
ifølge Doctoren – at lægge stilen om til punk, der efter
sigende skulle have en lavere indlæringskurve. Jeg citerer:
“Du ved, bare 1-2-3-4 (sagt i 99/100-takt ...) og så Go!
Ikke så meget fis, bare derudaf, som i 77 med fuld skrue og
Saltlageret og hele lortet! Gang i den! Punksnotdæd!”
Æh,
jeg tror bare, jeg vil lade den stå på skærmem et
øjeblik ...
Mig
bekendt var Doctoren nemlig ikke nogen stor samfundsomstyrter
dengang; jeg har set billeder af ham fra startfirserne med både
vandkæmmet hår, sokketernet mærkevareslipover og lyserødt slips.
“Hellere nakkekam på Islev Kro end hanekam på
Nørrebro,” skal han ifølge hans hengemte
eksemplarer af gymnasiebladet dengang have udtalt – og
han havde noget at have det i, for benævnte kro var dengang
storsponsor for præmierne på Brønshøjs
kampprogrammer.
Men
han kan selvfølgelig have set noget om punkere på tv. Eller
måske har han bare snakket med min datter Majken, der i en del
år efter realen var i såkaldt dårligt selskab, og rendte rundt
og skabte sig åndssvagt inde i den sorte firkant med BZere og
piratradioer og en læderjakke med alle mulige engelske fyord
skrevet på med sølvtusser. Den hang i øvrigt i vores entré ved
siden af hendes mink, som hun tog på når gabardinefyrene i Ford
Caprier og Fiat 131ere inviterede hende med til halfester og
på diskotek. Ben i hver lejr, men tøsen kedede sig næppe. Nu
er hun revisor, så kedsomheden indhentede hende til sidst, hø
hø hø ...!
Og
skal Matadorerne nu i øvrigt til at omstyrte systemet? Jeg troede,
at vedtægterne gik ud på at støtte byens boldklub,
Brønshøj. Og så det der “Lægge stilen om ...” Helt ærligt,
hvordan kan man lægge stilen om, når man endnu ikke har haft
en stil?
Nå,
I hører fra mig igen. Om ikke før, så når Matadorerne har lært
at spille stadionpunk. Doctoren lærer alligevel aldrig at synge
...
Op
igen
03
08 08: Tekst og musik ... (part 1)
Navnet er Skamhalm; jeg skal fatte mig i korthed, jeg har blot
to guldkorn:
- Mange
har foreslået broderet logo på spilletrøjerne, men jeg mener
ikke det kan ikke lade sig gøre af sikkerhedshensyn, for folks
brystvortepiercinger ville i så fald hænge fast.
- Doctoren
er blevet kontaktet af en musikgruppe ved navn Rutens Matadorer,
der vil have ham til at skrive tekster til at par af deres
numre og eventuelt indspille sammen med dem. Det lyder jo
seriøst, omend jeg har svært ved at se Doctoren for mig som
musiker.
Matadorerne
beskriver i øvrigt deres musik som “betonrock med generøse
synths og Brønshøjblod i årerne,” og nævner bl.a. grupperne
Motörhead og Tamra Rosanes som musikalsk inspiration. Hvem ved,
måske skal vi hen i GUF ved Brønshøj Torv og handle noget Rutens
Matadorer feat. Doctor Brønshøj til næste forår?
Doctoren
filosoferer i hvert fald allerede om, hvor fedt man mon kan
leve af royalties fra den slags. Ufedt, formoder jeg, men manden
har da lov at drømme. Han er jo tydeligvis beæret over rockstjernernes
tilnærmelser, selvom han er alt for stor en kylling til at sige
ja til sådan noget.
Øjeblik
...
Ja,
så er jeg tilbage. Det var telefonen, der ringede inde i stuen.
Gudfrimigvel, Doctoren ligger ikke på den lade side. Det var
ham, der ringede. Nu har han to tekster klar, siger han. Og
jeg citerer: “Med både vers og omkvæd og hele lortet, du.
Og detsguikkengangløgn. For helved, nu rykker vi, Svend Aage;
nu rykker hele lortet fandenfljøjteme, det siger jeg til dig!”
Den
ene viser sig at være en gammel sang, han har sunget i årevis,
men nu har fået formaliseret ved at smække den ned på papir.
Den anden skal efter sigende være helt ny og uhørt. Nu får vi
se, hvad Matadorerne siger til materialet, som han åbenbart
allerede har e-mailet til dem ...
Øjeblik
...
Pyha,
så er jeg her igen. Rigtigt gættet: Det var endnu engang Doctoren
i røret. Matadorerne behøver heller ikke den store betænkningstid:
De har allerede antaget Doctorens tekster, og prøver nu at overtale
ham til at medvirke på vokal, for de har åbenbart ikke nogen
sanger. Det mener Doctoren nu godt, de lige kunne have fortalt,
for hvad fanden skulle de så med teksterne?
“De
har aldrig sunget til deres numre før; det nærmeste
de kommer noget, der minder om sang, er vist at bassisten har
en unge, der hedder Nynne,” rapporterer Doctoren.
Så
han har sagt nej, men er alligevel lidt smigret fordi Matadorerne
åbenbart kan indspille numrene mere eller mindre fra dag til
dag. Og fordi de – og jeg citerer igen Doctoren, for jeg aner
ikke, hvad fanden han taler om – “planlægger at få gang i
noget majspæjs rimeligt tjept, så måske man alligevel skulle
stille op som sanger?”
Majdrik,
eller hvad det nu er for noget, skulle angiveligt kunne gøre
Doctoren til betonpopstjerne på kort tid. I min verden er rock
noget med at lade bakkenbarterne gro, og så ellers arbejde
sig op med hårdt slid i årevis inden man ender på
de store scener som Gerts Vinstue og Pilegården, men det
kan Matadorerne og Doctoren åbenbart ikke vente på.
“Men du har sgu da patienter; du kan da ikke bare lukke klinikken
og tage på turné fra den ene dag til den anden,” siger jeg så.
Og sæsonen begynder om lige over en uge. Og så er der
pokalkamp om onsdagen. Og vi skal til frokost ovre hos Ejnar
og dem i morgen. Nej, det kan han sgu da ikke.
Eller
kan han? “Tjo ...,” siger han uudgrundeligt.
Og han er begyndt at gå med solbriller indendørs,
så jeg tror sgu han forbereder sig på et liv med
hurtige hits. Jeg lover at skrive igen, når Doctoren har
besluttet sig ...
Op
igen
26
09 07: Find din indre litauer ...
Hopla, jeg har netop været i Litauen med dagcenteret.
Hvilket elskeligt land; jeg anbefaler det! Men jeg havde godt
nok min tvivl lige i starten af opholdet:
På
førstedagen i hovedstaden Vilnius bød vores guide
– der vist hed Igorius, men var bedre kendt i byen under
kælenavnet Valdybos – på vandreturssightseeing
i indre by. Og han forstod at sælge varen straks fra start:
“Jeg vil starte med at vise jer en typisk baggård,
dernæst et par mindre kirker, og til sidst skal vi se
stedet hvor Vilnius´ første posthus lå.”
Ho-hum, publikken var ved at falde i søvn endnu inden
vi havde taget vore første skridt. “Men lad os
allerførst lige varme op med en øl henne om hjørnet,”
fortsatte han, og så var vi på magisk vis 100% opmærksomme
igen ...
 |
|
Om
aftenen inviterede vi Valdybos på restaurant, hvor
vi proppede os med shashlik. Det er spid med kød
på. Og ris til. Undervejs på gadevandringen
havde en af gutterne, Ejnar, fundet sådan en hvad-sker-der-i-denne-uge-i-Vilnius-brochure.
Brochuren var ganske vist på russisk, men efter
et fornuftigt måltid mad kan enhver sgu læse
russisk. Og
en der hedder Else, og som ellers plejer at være
noget af en hejre, viste sig at være gammel DKPer
og have erfaring i at læse de kyriliske bogstaver.
Så inden længe havde Else fundet listen med
fodboldkampe, og snart efter havde vi bedt Valdybos om
at reservere billetter til os til kampen mellem de lokale
helte Zalgiris Vilnius og Atlantas dagen efter.
|
 |
|
“Den
grejer jeg,” sagde Valdybos, “Zalgiris
har hjemmebane henne om hjørnet, så det ordner
jeg first thing tomorrow!” Super, en enestående
chance for at se noget eksotisk fodbold. Så gik
vi tilbage til hotellet, og op på Ejnars og mit
værelse for at se lidt tv inden vi skulle til køjs.
Der var ikke køleskab på værelset,
så vi havde på forhånd smidt lidt bajere
i koldt vand i håndvasken ude på lokummet.
Næh, hvor vi hyggede, og vi filosoferede sågar
om at gøre Zalgiris til Brønshøjs
satellitklub ude østpå. Zap-zap, vi fandt
en sportskanal på tv´et. Og så stod
der gudhjælpemig “ZAL 3 - ATL 0”
oppe i øverste højre hjørne af skærmen.
Else havde ikke fattet ugedagene på russisk ...
|
 |
|
Næste
morgen var Valdybos oprigtigt ked af det på vore
vegne: “Gutter, I trænger til at blive muntret
op. Jeg giver sgu en kvass!” Det siger man jo
ikke nej til. Men, altså ... Kvass viste sig at
være en mildt alkoholisk læskedrik lavet på
mørkt brød og rosiner. Smagen: Forestil
dig, at du lægger et helt rugbrød ned i en
Margretheskål, overhælder det med danskvand,
og lader det stå natten over indtil danskvanden
har mistet pusten. Næste morgen tager du så
rugbrødet op, og drikker vandet. De
lokale pynter lige glasset med en skive rødbede
eller to inden serveringen! Kvass har en smag, man ...
ehem ... lige skal lære at kende. Men det kvikker!
Som vi sagde efter et par liter: Hellere en kande kvass
end en kande hash!
|
 |
|
Litauen
er skønt. Zalgiris holdt føringen og vandt
3-0, men bliver nok aldrig Brønshøjs satellit.
Litauerne har piloter på pengesedlerne. Folk er
ufatteligt venlige. Mad og drikke er af høj kvalitet
og ufatteligt billig. De lokale siger “ah-tjuuu!”
når de siger tak. Og skulle Hvepse-teamet have fået
lyst til at servere kvass til Brønshøjs
næste hjemmekampe, skal de bare kontakte undertegnede,
der jo i al beskedenhed er gammel import-export-mand.
Ok jo, jeg importerede bla. ure fra Kina. Der var ganske
vist overraskende få, der turde handle med en fremsynet
forretningsmand som jeg. Måske på grund af
firmanavnet; i hvert fald fyrer jeg stadig med prislister
fra hedengangne “SKAMIMPORT aps” i brændeovnen
den dag i dag!
|
Nyd
livet! Hilsen Skamhalm.
PS: Dyrk Vilniaus miesto futbolo draugija Žalgiris på
www.zalgiris-vilnius.lt.
Op
igen
23
08 07: E-numre og andet nedkrads ...
Hej venner! Jeg må erkende, at det er et stykke tid siden,
jeg sidst har givet lyd fra mig. Årsagen er i bund og
grund den gode gamle: Jeg har simpelthen bare ikke fået
nosset mig sammen til noget. Det
er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke har haft intentionerne
om at skrive noget. Jeg har faktisk gået rundt og kradset
en masse ideer ned på små huskesedler, servietter,
andre folks smøgpakker osv. Så nu tager vi en hurtig
runde greatest hits med de ideer, der kunne have været
blevet til ægte Skamhalm-indlæg, hvis og hvis min
r.. ikke var så spids:
Med
Bo Henriksen som træner er der altid garanti for garn
...! Hø hø hø, vi ligger flade af
grin. Eller næsten da ... Nej, det var vist godt den
ikke blev til et helt indlæg, men Henriksen har såguda
ligesom Samson bevist, at styrken sidder i håret. De
to forrige trænere havde mindre; flinke fyre, men bare
se, hvordan det gik ...
Reddet
af et enkelt E, der ikke var der: Tja, ideen kom mens
jeg sad i kø i min datters Kia ude på Motorring
3 ude ved Islev. Hvad ser jeg på bagsmækken af
bilen foran mig? Ak, jeg troede sgu, der var indledt en hetz
mod Brønshøjs keeper:
Gudskelov
maglede der et E, så det var det blot landstræneren,
de var ude efter, og ham har jeg ikke nær så kær
som Morten Olesen. Men nu ved I, at I ikke må lave sådan
nogle E-numre med mig ...
Er
Hvepsebørgerne ikke blevet kortere?
Jo, det forekommer mig at de er blevet lidt kortere. Men okay,
så virker de jo så også lidt tykkere. Og
så var dén ide vist heller ikke til mere ...
Tingbjerg
Sport & Entertainment:
Hvorfor i grunden ikke skyde ambitionsniveauet helt op i Champions
League-klassen? Tingbjerg som overdækket all-seater,
speedway, rodeo, stadionrock, melodi grand prix, Tina Turner,
Teddy Edelmann. Og badeland i mosen. Og multiarena nede på
Gadelandet eller ovre i Husumparken. Og prinserne og ministrene
og de kendte komikere rendende hele tiden. Og Even Newer Firm
når vi møder FCK. Og VM. Og købe en håndboldklub.
Og et par curlinghold. Og Galathea 4. Og Brønshøj
med i G14, som så bliver til G15. Og permanent plads
i sikkerhedsrådet. Og etablere egen turnering. Og samtlige
tilskuere på kontrakt. Og Tingbjerg International Airport.
Og rumfærgelandinger. Sådan! Fuld skrue; vi ved
du har det i dig, Don Ryberg ...
Lys
og k/ærlighed fra Skamhalm.
18
02 06: Ubærligt hjemmenederlag til Vanløse ...
Nede i dagcenteret har vi på det seneste haft en ung gut
ansat på halv tid for at lære os om internettets
lyksageligheder. Jeg har aldrig anet en rygende fis om internettet,
selvom det måske forekommer mærkværdigt, når
jeg ifølge Doctoren er en relativt kendt skikkelse på
selvsamme net.
Så
jeg sagde til Sverre, som gutten hedder: “Kan vi ikke
undersøge, hvor populær jeg egentlig er på
nettet?” Jøps, det kunne vi godt, mente Sverre.
Han anbragte mig foran en skærm, tastede noget ind på
en hvid streg, og sagde, at nu var jeg på Googlefight.
Hvilket jeg jo kunne regne ud var løgn, for vi var begge
stadig blot nede på dagcenteret. Men jeg sagde ikke noget.
“Hvem
tror du selv, du er mere googlet end?” sagde Sverre
kryptisk. Han mente, viste det sig, at man kunne sammenligne,
hvilket af to navne der forekom mest på nettet. Jeg mente
kry, at jeg såmænd nok var mere populær end
Doctoren selv, den bønnestage. Man skulle i så
fald bare skrive Skamhalm i ét felt og Doctor
Brønshøj i et andet og så klikke på
en knap for at få resultatet ... æh, der viste sig
at være:
Fordømt,
842-15 til Doctoren. Dét kan man sgu da kalde et klart
nederlag. Men
jeg er ikke den, der giver op uden kamp, så denne gang
fløj jeg selv til tasterne: Jeg måtte da i det
mindste være mere populær end min kolonihavevimsende
klon fra tipspressen, Tavse Tipper Thomsen. Næh! Så
Ryberg da? Næh, formanden viste sig at være mere
end 5000 gange mere kendt end jeg:
Nu
skulle vi fandenfløjteme have en sejr, så jeg skiftede
mit eget navn ud med navnet på min yndlingsboldklub og
lod den dyste mod en af egnens lavere rangerende idrætsforeninger
i forventning om tre sikre points. Det skulle jeg ikke have
gjort; min psyke fik endnu et knæk:
For
helvede, kan man synke meget dybere end at tabe 32200-80600
hjemme til Vanløse! Alt håb var nu tilsyneladende
ude, indtil jeg kom i tanke om, at Doctoren har en pølsedyst
kørende i denne sæson. Han hævder, at man
ikke kan sige noget om udfaldet af dysten mellem Hvepsebørgen
og Lyngbypøllen, før begge pølser har mødt
hinanden ude og hjemme. Men det kan man nu godt, og denne gang
gik sejren endelig til det rigtige ringhjørne:
Ren
knock-out! Hvepsebørgen, vor redningsmand!
Lys og kærlighed fra Skamhalm.
Op
igen
10
09 05: Spillertrup til $ 100.000.000 ...!
I sommerpausens løb var der en del snak om spillere,
der – sagt med et glimt i øjet – gerne forlod
Brønshøj, hvis nogen vinkede med femhundrede kroner
og en tankfuld benzin. At spillerne indimellem skifter klub
kan nok aldrig undgås, men her kommer svaret på,
hvorledes Brønshøj Boldklub i det mindste får
store klejner i den kronisk slunkne kasse når spillerne
skifter:
Har
en spiller i årevis trænet målrettet på
Tingbjergs fløjlsgræs med nøje pumpede læderbolde,
kyndig træner-vejledning og i det hele taget værktøjet
i orden, ak ja, så kan fremmede klubber mere eller mindre
nøjes med at stille en træningsdragt og en stor
dürüm med kylling i udsigt, så er spilleren
deres.
Til
gengæld ved enhver fodboldinteresseret, at hvis en spiller
har fået sine fodboldfærdigheder ved at sparke til
en konservesdåse på et grusareal med murbrokker
og glasskår bag en utæt syrefabrik i en forstad
til Rio, ja så skal klubpræsidenterne grave dybt
i de fuldfede tegnedrenge for at få fat i spilleren.
Med
lidt fantasi kan Brønshøjs spillertup derfor gøres
til en millionforretning, blot ved at sende spillernes navne
en tur gennem en brasiliansk vaskemaskine. Lad os for eksempel
prøve med Brønshøjs hold fra den seneste
kamp, jeg har set, den oppe i Ølstykke. Først
tager vi den danske hverdagsudgave, dernæst swinger vi
med brasilstangen, og tager den eksotiske:
|
$ 1.000
|
|
$ 100.000.000 |
| 1 |
Morten
Olesen |
|
1 |
Oléson |
| 17 |
Fredrik
Gumpel |
|
17 |
Frederico |
| 12 |
Anders
Simonsen |
|
12 |
Andersinho |
| 4 |
Peter
Larsen |
|
4 |
Pedro
Larsão |
| 11
|
Danny
Hansen |
|
11 |
Danilson |
| 6 |
Michael
Edvold Sørensen |
|
6 |
Edvoldo |
| 8 |
Jesper
Pedersen |
|
8 |
Jespinho |
| 5 |
Jesper
Duelund (anf.) |
|
5 |
Duelão
O Capitão |
| 3 |
Tuncay
Uymaz |
|
3 |
Tunçinho |
| 20 |
Newroz
Dogan |
|
20 |
Doganaldo |
| 25 |
Danni
König |
|
25 |
Daninho
Rei |
Udskiftningsspillere: |
|
Reservas: |
| 15 |
Peter
Greve |
|
15 |
Pedrinho
Grevão |
| 21 |
Vitus
Kofoed |
|
21 |
Vito |
| 22 |
Suat
Sari |
|
22 |
Suatinho
|
| 16 |
Musa
Turan |
|
16 |
Musão
Turão |
I
kolonnen til venstre har vi en holdopstilling med de
sædvanlige flinke og hårdtarbejdende fyre som vi
kender dem, og som naboklubberne forhåbentlig ikke har
kig på.
I kolonnen til højre har vi derimod et vaskeægte
seleção, hvor de samme spillere pludselig
er eminente boldkunstnere og potentielle verdensstjerner, som
spanske og italienske storklubber vil stå i kø
for at købe for de helt store euromillioner lige ned
i kassen på Ruten 2.
Vupti,
siger jeg bare: Samme spillere – bare med en del nuller
mere på prislappen ...! Værdien
ligger i navnet. Kom så Brønshão ...!
Hilsner
fra Skamhalmão.
Op
igen
08
08 05: Luft mellem etterne og nierne ...
Luft mellem etterne og nierne kan være mange ting:
Jo
længere vi når ud på sæsonen, jo mere
luft bliver der som regel mellem
etterne og nierne i tabellen.
I
mine yngre dage var der også to storhold ved navn Etterne
og Nierne. Etterne kom nede fra Nykøbing Falster, og
er vistnok nu en del af Alliancen; Nierne kom fra ovre fra Albanibyen
O´ense, og det gør de vist forresten stadigvæk.
Der har sikkert også været luft mellem dem; forhåbentlig
ikke kold.
T-shirt med logo for de slanke ... |
|
Mit
budskab har nu ikke noget med hverken tabellen eller fordums
storhold at gøre. Det har med rendyrket diskrimination
at gøre! Hør blot her:
Da
Doctoren og jeg sidst skulle sammen til fodbold, var der
høj sol og divisionsoverlevelse på spil.
Derfor ville vi gøre vore sympatier åbenbare
for almenheden.
Altså
på med to af de t-shirts med Brønshøj-logoer
som Doctoren har en stabel liggende af i sin konsulation.
Doctoren
fandt to styx: En i størrelse ranglet til ham selv,
og en i størrelse en anelse mere svær til
undertegnede.
|
Vi
er begge livslange tilhængere af det samme hold. Og dog
...:
Når
Doctoren tog sin t-shirt på, stod der BRØNSHØJ
BOLDKLUB 1919.
Når
jeg tog min på, stod der B R Ø NSHØJ
BOLDK L U B 1 9 1 9.
Logoet
er altså diskriminerende: Ganske vist slanker stiberne,
men bogstaverne og ikke mindst årstallet nede omkring
bugen er i dén grad en belastning for os, der godt kan
lide en bid brød og lidt vådt til i ny og næ.
Måske har jeg luft i maven, men der kom i hvert fald lidt
for rigelig tarmluft mellem etterne og nierne på t-shirten
...!
Nyt
logo nu! Det kan kun gå for langsomt!
Sort-gule
hilsner fra Skamhalm.
Op
igen
15
05 05: Noget ved musikken ...
På det seneste har Brønshøjs forrygende
fangruppe været udstyret med en megafon, der sætter
alle på stadion i stand til at nyde gruppens slagsange.
Slagsangene
er bare ikke alle lige, øh, autoriserede: Forleden, hvor
min dattersøn Styrbjørn var med mig på Tingbjerg,
kunne vi f.eks. nyde en frimodig sang om at man havde prøvet
alt fra hund til hest, men at Hvepsene dog var bedst ...
Styrbjørn er videbegærlig, og afkrævede naturligvis
sin morfar en forklaring på, hvorledes man kunne blive
så dus med dyrene. Jeg slap afsted med at svare “Æææh,
jo ser du, hvis man spiller en bestemt slags kort, er dyre-seks
lige nummeret bedre en dyre-fem ...,” men den forklaring
ville jo næppe holde i byretten ...
Nu
er jeg bestemt ikke ude på at kvæle det folkelige
og fornøjelige ved at gå til fobold, men fokus
skal måske gradvist flyttes over på lidt mere opbyggelige
sange. Her må jeg til gengæld erkende, at vi mangler
et rigtig Brønshøj-hit som vi alle kan skråle
med på.
Nåja,
vi har da den dejlige “
Sort-hule farver, vi skal ud og slås ...
” der i sin tid gjaldede ud over Vanløse Idrætspark
når Hvepsene med Leif og Kent og hele lortet løb
på banen og vandt sejr efter sejr. Og så er der
også klubsangen fra 1944, den med “
De sort-gule farver det er vor farvepragt ,”
men det er ligesom de ikke rigtigt rammer tidens toneklang.
Og Doctorens favorit “
Ikk´så meget vrøvl ; ikk´så meget
lort ; de eneste, der dur til noget ; er dem i gult og sort
,”
er vist heller ikke stureren nok ...
Næh,
det burde vi kunne gøre bedre, selv i en bette hyggeklub
som Brønshøj, og det er der faktisk også
beviser på, at man kan:
Forleden
aften rodede jeg mine singler igennen. For dem der ikke er med,
kan jeg lige forklare, at en single er et stykke vinyl med musik
på, syv tommer i diameter, og som oftest ridset ad helvede
til.
Ud over min kære “
Dybbøl Mølle
” med mesteren Mogensen og et par pragtfulde singler
med Dronning Ing..., nånej, Liller, fandt jeg også
en legendarisk perle fra 1968:
 |
|
“
Vanløse - nu går det op
” med gruppen Coins. “VIF-gubberne har
ladet denne plade producere til fordel for Vanløse
Idrætsforening,” stod der på forsiden,
og da jeg smækkede den på rejsegrammofonen
var lyden ærligt talt også derefter ...
Men
Coins var i 1968 tidens store navn, kendt af alle i en
radius på ca. 150 m. omkring in-stedet Vanløse
Kulturhus, hvor min datter i øvrigt efter lang
tids kamp i det Skamhalmske hjem fik lov at komme, såfremt
hun højtideligt lovede over for sin mor “at
komme lige hjem, ikke at ryge, og ikke at mænge
sig med læderjakker ...”
|
Coins
forlod dog nærområdet da de skulle indspille Vanløse-singlen:
Så vidt jeg husker er den nemlig indspillet helt ude i
noget det hed Roklubben Kvik ude ved Svanemøllen. Jo,
det var sgu fine forhold, rockstjernerne havde dengang –
og lækkert hår havde de også ...
“Vanløse
- nu går det op” bidrog i en årrække
gennem højttalerne til festlighederne når vore
arvefjender spillede. Singlen solgte så vidt vides henved
en tusind eksemplarer. En kassesucces ud over alle grænser
– formoder jeg da ...
Direkte
adspurgt ser Styrbjørn gerne, at Brønshøj
får Æmmeæm [yo, her bryder Doctoren ind med
en rettelse: Styrbjørn mener så vidt vides Eminem]
til at indspille Brønshøjs næste sang. Måske
ku´ mindre gøre det. Med alle de omvendte kasketter
og guldkæder man ser til daglig, må der sgu da rende
et hav af lokale musiktalenter rundt i Tingbjerg og tilstødende
lokaliteter. Og lad os bare få nogle rytmer fra de varme
lande med på skiven. Frem med instumenterne og fuld skrue
på forstærkerne. Lækkert hår eller ej,
nu skal fremtidens Brønshøj-hit indspilles!
Al
magt til Brønshøj! Musikalske hilsner fra Skamhalm.
Op
igen
03
07 04: Skamhalm – nu også med sex ...!
Hvad er nu det for noget med sex...? Jo, det begyndte i al uskyldighed
med, at jeg ville se nærmere på fænomenet
nedrykning. Som fodboldorakel ville jeg undersøge,
om der var noget særligt, der karakteriserede et nedrykkerhold.
Og
jeg skal love for, at jeg fik svar...!
Jeg
er en systematisk mand, så jeg tog sidste sæsons
nedrykkerne alfabetisk. Første hold blev altså
AB. Jeg granskede gamle aviser nede i dagcenteret for at finde
en dybereliggende årsag til akademikernes nedrykning:
Masser af bedrøvelig læsning om ABs mange tabte
kampe, men ingen egentlig årsag. Så
kiggede jeg med en af centermedarbejdernes hjælp lidt
på ABs indernetside: Ingen årsag...
Så
gav jeg op og tog hjem. Smurte en rullepølsemad, og slog
røven i otiumstolen. Konstaterede at mine sokker stank.
Tændte for mit tv, og ville lige se sportsnyheder på
tekst-tv. Og så...:
De
dyrker simpelthen for meget glad sex derovre hos de højtuddannede...!
Hvis det er derfor, man rykker ned, skal ingen høre
et ondt ord fra mig...
God
sommer og glad sex fra Skamhalm
09
06 04: Cheerleaders a la Tingbjerg
Jeg
har tidligere beskyldt min favoritboldklub, Brønshøj, for at
være initiativløs i middelsvær grad. Og sandt at sige synes
jeg stadig, at det står sløjt til:
Er
Brønshøj måske konstant ude og offentliggøre nye storsponsorer?
Nej...
Er Brønshøj måske konstant ude og leje sig til succes? Nej...
Har de vendt striberne, sådan som jeg anbefalede i 1999? Nej...
Altså
må man sgu selv komme med initiativerne, og det gør jeg hermed
igen:
I dag har de fleste klubber cheerleaders. Unge damer, der i
princippet er en fryd for øjet, men ofte virker komplet malplacerede
når de svinger med deres pomponer, strutskørter og lyserøde
lår på et lille 1. divisionsstadion med græstæppe som en pløjemark
og højst halvanden hundrede pølsefnysende tilskuere. Den slags
dans egner sig altså bedre til Super Bowl og lignende.
På
Tingbjerg har vi ingen cheerleaders, og tak for det. Det giver
nemlig Brønshøj Boldklub chancen for at ryge lige direkte i
alle landets aviser og tv-kanaler, og få masser af opmærksomhed
og gratis reklame! Det
kræver simpelthen bare, at klubben udnytter en ressource, vi
har rigeligt af i Tingbjerg og omegn.
Er
der olie i undergunden? Nej...
Er
der guld i luften? Nej, ikke ligefrem...
Hvad er det så, vi har rigeligt af? Svaret er: Ølmaver!
Vi
skal ikke have cheerleaders, vi skal sågu da have beerleaders!
Voksne
mænd, der svinger med kufferterne i takt til musikken når holdene
løber på banen. Ikke naboens datter, men naboens datters bodegamuskuløse
bessefar! Jeg garanterer for, at pressefotografer, CNN og supersponsorer
ville stå i kø på Tingbjerg i løbet af nul komma fem!
Øh,
hvad siger du? Mig selv? Næh, ganske vist har jeg vommen til
det, men jeg døjer jo med ondt i bevægeapparatet. Men alle andre
mænd i deres bedste alder bør helt sikkert melde sig frivilligt!
Ideen er hermed givet videre...
Skvulpende
hilsner fra Skamhalm
Op
igen
08
02 04: Afsløring: Spøgelseshold i Danmarksturneringen!
Kælderrum
er praktiske. Specielt fordi man ikke behøver at tænke så
meget over, hvor man skal gøre af alt sit gamle skidt og
lort. Bare ned i kælderrummet med det. Så ligger det der
og passer sig selv i al evighed.
Troede
jeg. For der er noget, der hedder nye rør. Jeg synes mest,
man hører om den slags i solcentrenes annoncer, men nu skulle
vi også have nye rør i vores ejendom. Derfor skulle et par
kælderrum, deriblandt det Skamhalmske, sidste lørdag ryddes
for at gøre plads til håndværkerne. |
 |
|
Nå,
fandens til slæb, så Doctoren blev hidkaldt. Vi slæbte og sled
og fik en masse gammelt bras listet over i naboejendommens container.
Til sidst var der kun én kasse tilbage. Den så præcis
så tung ud, at vi havde undgået den hele formiddagen.
“BP”
stod der skrevet med tusch på kassens pap. “Hva´ faen
er BP?,” spurgte Doctoren. “Brønshøj-programmer,”
svarede jeg. Ja, dem mente Doctoren altså ikke, jeg sådan kunne
skille mig af med.
Han
kiggede i kassen:
“Hva´ faen!,” sagde han igen, “Arj,
hvor skidegodt! Se, der er faneme da alt muligt gammelt pis
nede fra Vanløse og hele lortet. Hold da kæft, Svend Aage for
helvede mand, hvor er det sguda skideskægt!”
Ja,
det er muligt Doctoren taler et nydeligt Strandvejsdansk når
han diskuterer en meeeeeeget interessaaaant tarmslyng med sine
lærde kolleger og andre medicinmænd. Men når klinikken er lukket,
har den mand altså en kæft som en skraldespand...
...og
han var ikke til at standse: “For faen, Svend Aage,
se lige her, de spillede sgu nærmest i lange bukser dengang
for helvede...” Doctoren stod med et program fra tresserne.
“...
og de havde sgu også langt flipperhår og frottépandebånd
og hele svineriet, høhøhø!” Nu havde tarmslynglen vist
fundet noget fra halvfjerserne.
“Hør
her: “Velkommen til dagens kamp mod KB...,”
“Vi venter os meget af den 19 år gamle Brian Kaus...,”
“Midtbanestjernen Jan Hansens livret er stegt flæsk...,”
“Sparekassen SDS støtter Brønshøj...”
Så var han vist nået til programmerne fra firserne.
Altsammen
meget morsomt. Men kassen viste sig også at rumme noget
mystisk: Programmet fra lørdag 3/8 1991, hvor Brønshøj hjemme
mødte B 1913.
Ja altså, holdopstillingerne var der ikke noget mystisk ved.
Heller ikke ved at Hvepsene i programmet rostes for finalesejren
i den legendariske sommerturnering Zebra Cup i Ølstykke.
|
Nix,
det mystiske var programmets omtale af turneringsændringen
i forbindelse med indførelsen af hyperligaen i
1991/92
Nu, et dusin år senere, kan vi nemlig konstatere, at der
var spøgelser med i spillet dengang...!!!
Ja,
min damer og herrer, De læste rigtigt. Ved hjælp af det
gamle program kan jeg nemlig nu dokumentere, at der blev
spillet med IKKE-EKSISTERENDE HOLD...!!! Se selv illustrationen
til højre...
Ikke
sært, at man ikke husker alle kampene fra den sæson, når
nu nogen af dem tilsyneladende var mod hold, der ikke
fandtes! Hvide damer har man hørt om, men “hvide
hold”??? Det er sgu da paranormalt!
Derfor
kræver jeg AL FODBOLD SPILLET SIDEN 1991 ANNULLERET...!
Alt andet vil være noget rod. Turneringsuret må
skrues tilbage, fusionsklubberne må opløses
(beklager, Don Ø., så må du satse alt
på Lalandia...), og hold som Vanløse og Viking
Rønne må indstille sig på divisionsfodbold
igen.
Når
DBU gør deres pligt og annullerer al bold siden
foråret 1991, kan det også med ét slag
blive sjovere at gå til fodbold på Tingbjerg
(omend tribunen naturligvis må afspærres indtil
2017 for at få historien til at gå op): I
juni 1991 var det nemlig blot et 1-2 nederlag til Næstved,
der endte Hvepsenes drømme om at rykke op i den
nyetablerede hyperliga. Den kamp må naturligvis
også gå om...!
|
|
Beviset:
Der var spøgelser med i spillet da Hyper-
ligaen blev indført i 1991-1992. Al anstændighed
kræver nu, at samtlige kampe i Danmarks-
turneringen siden 1991 annulleres...! |
Og
hvis Boldspilunionen viser sig at være nogle kyllinger,
der ikke vil lade 13 års bold være uspillet, så
lad os i det mindste få de “hvide hold” indført
igen.
Med et par hvide spøgelseshold indsat i bunden af denne
sæsons første division, vil
Brønshøj straks komme over nedrykningsstregen, tv-rettighederne
vil kunne sælges til X-Files, og spøgelsesholdene
vil sørge for, at deres gustne kollega nedrykningsspøgelset
forlader Tingbjerg til fordel for Bloksbjerg.
Kunne
det lade sig gøre med hvide hold dengang, kan det vel
for faen også lade sig gøre nu...
Sp-sp-spooky
hilsner fra Skamhalm
Op
igen
08
06 03: Femårs-planen...
Min dattersøn Styrbjørn er 5 år, ikke ældre end at det står
på hans tegninger. Og så er han begyndt at slægte sin morfar
på og interessere sig for fodbold...
Tilsyneladende
startede det med at en af de andre unger i daginstitutionen
mødte op i en fodboldtrøje i det i hovedstaden så kendte hvide
snit fra byens fusionskøkken. Med nummer 10 og Zuma og
hele møget. Da bestemte Styrbjørn sig for, at fodbold
var selve livet, og i flere dage lystrede han ikke sit borgerlige
navn. Ville man ham noget, måtte man kalde på Sibusiso. Alt
andet prellede af på ham:
“-
Styrbjørn, så skal vi æde...!”
“- Det heddår det ikk’...!”
“- Nå nej, spise...”
“- Naaaaaj, jeg heddår altså ikk’ det der Styrbjørn...!!!!”
“- Nå nej, Sibusiso, kom så op og æd...!”
Det
tegnede jo okay, hvad angik idrætsgrenen, men umanerligt skidt
hvad angik klubfølelserne for samme. Så jeg fortalte ham om
Brønshøj.
“-
Har de der Brønshøj nogen Sibusussizuma...???”
“- Njaa, jo de har faktisk mange, der er rigtig gode...”
“- Hva’ heddår deres Sibusussizuma...?”
“- Det, øh..., nja, han, øh ..., didumdida...,
nå jo, han hedder sgu da, øh..., Steffensen...!”
I
de følgende dage kunne man kun komme i kontakt med mit barnebarn
ved hjælp af navnet Steffensen...
Så
var tiden kommet til at tage ungen med ud på Tingbjerg. Det
var til en kamp mod Herfølge. Styrbjørn mødte standsmæssigt
op i Brønshøjtrøje. Den var lidt halvlang og sad nærmest
på ham som en Brønshøj-kjole. Han åd to en halv Hvepsebørge
med rå løg og hele svineriet inden kampen – uden at knække
sig nævneværdigt bagefter. Til gengæld kedede han sig allerede,
inden holdene var løbet på banen...
Efter
kampen, der forløb som en blanding af spildt sodavand og hyl
og skrig og “- Jeg kedår mig...!” og “-
Århja, jeg kan sige TUBÅÅÅÅRGH
mens jeg bøvser...!!!” og “- Hey se, jeg bruger
de rå løg som konfetti...!!!” og “- Hey, hvordan
kan en tier have gevinstmulighed...???” og “-
Hvorfor bankår Brønshøj ikke bar’ dem dersens Herføllebønner
totalt med en mass’ straff’spark...???” tog
vi atter hjem til Nordvest.
Over
aftensmaden sprugte jeg purken: “- Kan du så synge Brønshøjs
sang for morfar...?” Yes, det mente han nok:
“-
DADA, er
huset blevet kedeligt at se på indvendigt, så ring til Maler
Je... ”
“- Nej, Styrbjørn, det er sågu da ikke nogen sang! Kan
du ikke huske den...?”
“- Nå jo:
Bum-bum, bum-bum-bum, bum-bum-bum-bum, SVIN...!!! ”
“- Hva' siger du, knægt!! Det er sateme da ikke Brønshøjs
sang...!!!”
“- Joho, jeg hørt’ den selv. Jeg kan oss’ den
her: Okker
Gokker Motherfucker...!!!!! ”
Arghh...!!!
Så sad vi lidt og skulede. Irriterende unge. Bliver først hentet
i morgen. Hundrede år til.
Røv og nøgler. Hvepsebørger på bøjler.
Men
da han senere spurgte om, hvornår vi skulle se Brønshøj næste
gang og have Hvepsebørger og løg, tøede stemningen pludselig
op. Knægten viste sgu alligevel begyndende tegn på forstand
på både fodbold og pølser...
Så
fik jeg ild på cigarutten og kæftede op med Brønshøj-historier,
så naboerne må have troet, jeg var klar til indlæggelse
igen. Men det var jo i en god sags tjeneste: Styrbjørn
er blevet Brønshøj-tilhænger, og han burde mindst have en halvfjers
gennemsnitslevealder-års penge på Tingbjerg foran sig.
Brønshøj
kan sgu nærmest nå at tjene til en siddetribune til, bare i
kommende entre- og Hvepsebar-indtægter fra Styrbjørn. Og helt
vildt bliver det den dag, hvor Styrbjørn oplever suset
ved at vinde smykker på programmet til en tier med gevinstmulighed.
Så er han helt hooked på Hvepsene i al evighed amen...
Sibusisådan
kan det gå. Fremtiden er sikret!
Hilsen
Skamhalm
Op
igen
09
03 03: Pladsgaranti...
Den er helt gal
med pladsgarantien i og omkring København, har jeg hørt
på lokal-tv. Vås!
Er
du småbørnsforælder, er du måske ikke
helt enig med mig, men jeg har altså læst i lokalavisen,
at når den nye overdækkede siddeplads-tribune engang
i løbet af forsommeren står klar på Tingbjerg,
vil man muligvis kunne erhverve sig sin helt egen personlige
plads på tribunen. Man vil sågar måske kunne
få en pude til pladsen, stod der i lokalorganet, med ens
navn på og det hele, så den ikke bliver snuppet
af nogen andre. Det er sågu da pladsgaranti.
Skulle
man mon få sig sådan en plads og en navnepude? Specielt
det med navnepuden tiltaler mig, for sådan en har jeg
aldrig haft helt for mig selv før. Det nærmeste
vi kommer er nok den pude min forrige kone broderede til bagsædet
af Amazonen (ja, det var der altså en bil, der hed, da
vi var unge...) for en halvanden snes år siden. Men det
gælder ikke helt, for puden var ikke med mit navn, men
med nogle trafikskilte, ungernes navne og bilens nummerplade
– sidstnævnte var sort, forstås.
Jeg
tror denondelyneme, jeg skal spendere sådan en pudeplads
på mig selv. Det vil være godt for min lumbago-lænd
og mine baller af støbejern, som jeg gennem årene,
hjemmekamp efter hjemmekamp, har slået i den bare brøndgraverrøvs-kolde
beton på den gamle uoverdækkede trappelignende tribune.
Mon håndværkerne lagde mærke til fodbold-fakiren
Skamhalms to slidfurer på min faste plads, da de hakkede
den gamle tribune ned?
Men,
men, men... for folk på min alder (vi synes jo, at tingene
pr. definition var bedre i sin tid...) er det jo på
den anden side heller ikke helt uden vemod, at vi inden længe
skal til at sidde overdækket:
- F.eks.
er det snart ikke længere en gyldig undskyldning at
søge ly for regnen i et af ølskurene.
- Slut
med at skulle sidde og prutte sig varm for at kulden fra betonelementet
ikke skal gnave sig vej ind til selveste marven af ens bækkenbund
(har vi mænd egentlig sådan nogen? - jeg må
huske at spørge Doctoren...).
- Slut
med regnvand i øllet, hvis man har hang til Hvepsebarens
udsøgte udvalg af gashåndtags-bryg i glasflasker
og dermed skal nyde dem af krus.
- Hvis
der er klosetter i den nye tribune, vil det måske også
være slut med at spekulere over, hvad der mon er regnvand,
og hvad der mon ikke er regnvand, når man står
og jokker i det med svaberen ude i det fri på det lille
frilufts-pissoir ud mod Ruten.
|
Jo,
det er ganske vist: Et stykke unik Tingbjergsk tilskuerkultur
er på vej til at forsvinde. Men det gør nu
heller ikke så meget.
Og hvis man endelig har lyst til at være lidt sentimental,
så kan man jo stadig holde minderne ved lige ovre
på den billige langside, hvor vejrguderne stadig
har lov at rase og regere, hvor pruttepuderne ikke er
broderede, og hvor buskene ud mod træningsbanerne
aldrig mangler gødning...
|
|
|
Så
alt i alt: Den nye overdækkede skal være tribune
varmt velkommen. Når
dyret er klart, skal vi til pude-kamp!
Tak
for nu og fuld skrue på Brønshøj. Oprykning
og Champignons League om to år og Tronborg på forsiden
af mine børnebørns Playstation-spil er teoretisk
muligt, og med de nye siddepladser får Tingbjerg måske
endda tildelt en finale af UEFA...!
V.H.
Skamhalm
Op
igen
10
09 02: Nul nuller...
Tænk, at
det indtil den målløse kamp mod B 93 for nylig
var henved fire år siden, at Hvepsene sidst spillede 0-0.
Der er så meget fokus på hyperligaen og hyperliga-trænere,
der som noget helt nyt erklærer, at fremover skal der
spilles målsøgende og underholdende, at man helt
glemmer noget: “Nede” i divisionerne er underholdning
og mål ingen mangelvare.
Og
så alligevel...: For næsten ingen formår nemlig
at score mod Brønshøj, der i skrivende stund har
rækkens bedste forsvar. Det er vist også et par
år siden, det er hændt sidst.
Forleden
dag var Doctoren ovre hos mig for at få en bid brød
på vej hjem fra klinikken. Efter rullepølsen og
leverpostejen så vi Doctorens feriebilleder fra Madeira,
så smagte vi på madeiraen, og til sidst fandt vi
albummet med Brønshøj-billederne frem:
På et billede sad vi nede på Brøndby stadion
til en pokalkamp i 80erne (som Hvepsene vandt, vistnok på
mål af Tommy Nielsen), og på et andet sad vi på
klapstole i høj sol i Skævinge med et par Rød
Dansk Malkerace og en mejetærsker i baggunden - også
til en pokalkamp (som Hvepsene også vandt, men først
efter forlænget...). På et tredje billede var vi
til en udekamp mod HIK i forsommeren 98.
På
sidstnævnte billede skåler Doctoren med en håndfuld
HIK-tilhængere (er der virkelig så mange...?) efter
kampen, alt imens han tilsyneladende skråler den frygtelige
sang “
Ikk´så meget vrøvl ; ikk´så meget
lort ; de eneste, der dur til noget ; er dem i gult og sort
”.
Men det bemærkelsesværdige er resultattavlen i baggrunden
af billedet: Den har ikke rørt sig ud af klappen i løbet
af kampen. Nul-nul står der.
Forsommeren
nittenhundredeogotteoghalvfemsenstyve. Det er altså et
stykke tid siden. Det var f.eks. en god måneds tid inden
VM 98 i Frankrig, mens både lille og store Laudrup stadigvæk
var på landsholdet, og Danmark endnu havde Robinson og
boligindretningsprogrammer og skidt og lort til gode på
TV. Der skulle gå over fire år før Hvepsenes
næste nul-nullert.
Der er sgunte så meget fedtspil med Brønshøj.
Det er måske det som hyperliga-trænerne nu har taget
ved lære af...
Al
magt til Brønshøj!
Mange hilsner fra Skamhalm
Op
igen
08
10 01: Zwei Pölsen und drei Martini...
Sikken det går for øjeblikket. Man kan dårligt åbne et formiddagsblad
uden at læse om en ny klub, der er på vej til at gå rabundus:
Lyngby har levet på afgrundens rand hele sensommeren, AB har
hul i pengetanken, Hr. Følge må spænde livremmen ind, og flere
andre klubber har travlt med at justere forventningerne ned,
hvis de da ikke har endnu travlere med at holde spillerudsalg...
Ak,
uanset hvor sympatisk man er, kan det blive smalt for enhver.
Jeg håber, de nødlidende klubber klarer den – for tilhængernes
skyld, pengemændene skal nok forstå at klare sig...
Jeg
har sgu selv givet den med cigarer, aktier, beostær, hus med
parklignende plæne på pænere pileallé nær Mosen, Volvo 164E
(sådan hed topmodellen i 70erne...) og hele svineriet. Og hvad
skete der? Et par år senere var det hele røget sig en tur, og
selv min kioskejer ville ikke længere give mig kredit. Så var
det sagomeleme Skamhalms tur til at nedjustere forventningerne...
|
Masser af glade dage, nul søvnløse
nætter...
|
|
Som
Brønshøjtilhænger er der næppe nogen grund til at ligge
søvnløs og bede til at klubben ikke mister sine penge
– af den simple grund, at de har sgu ikke ret mange,
de kan miste!
Der
har ikke været så forbandet mange saftkonger eller mænd
med pensionskasser under armen forbi Tingbjerg i årenes
løb, men det viser sig måske nu at være til vores fordel...
|
Til
gengæld får vi rødder med de sort-gule halstørklæder kun rigtig
lov at opleve suset fra skydedøren ind til logerne med de rige
og de kendte, når vi tager med til udekampene. Dét kan imidlertid
give konkret anledning til søvnløse nætter for mit vedkommende:
Når
Brønshøj f.eks. skal møde Farum i den sidste kamp før vinterpausen,
er jeg spændt på, om jeg kan få mine sædvanlige to pøller og
en bajer. Jeg frygter nemlig, at de er blevet så fine på den
derude, at de kun sælger laks og dry martini. Og selvom de skulle
have bevaret de klassiske tarme med fyld, lurer frygten stadig,
for i stedet for ketchup og sennep får man måske møget serveret
med 1/2 provencemarineret Furesøhummer anrettet på et leje af
sæsonens rodfrugter... Nå, det må komme an på en prøve, når
min personlige velfærdsrejse går til kampen Farum - Brønshøj
søndag den 11. november...
Apropos
dry martini, så er det da altid noget, at Farum ikke ligger
i Tyskland: For nogle år siden var jeg med min tidligere kone
nede i noget, der hed Goslar, og vi gik ind på en beværtning.
Jeg skulle have en pilsner og konen en dry martini. Op til baren
gik jeg og bad om “ein bier und dry martini”. I skulle have
set konen - hun var ellevild, da jeg kom med den flok martinier...
Vi
ses - al magt til Brønshøj...!
Op
igen
04
03 01: Navnlig navne...
I sin tid havde enhver avis med respekt for sig selv en rubrik,
der hed “navnlig navne”. I den rubrik stod der sladder om folk,
der havde fødselsdage eller jubilæer, var blevet forfremmet
eller gift, o.s.v. Forudsætningen for at blive nævnt i rubrikken
var dog, at man var et “navn”, altså at man var lidt kendt.
Ellers var der jo ikke nogen, der gad læse det.
Sådan er det nu også blevet med fodbold. En klub skal have et
“navn”. Ellers er der ingen, der gider være sponsor for den,
siges det. Derfor laver klubberne om på deres navne. Opskriften
var til at begynde med, at man smækkede et par klubber sammen
og derefter satte bogstaverne FC foran navnet, selv om nogle
af os havde lidt svært ved at fatte, hvad FC dog skulle betyde
på dansk.
For
FC København førte det nye navn straks til guld, og masser af
andre lignende sammenlægninger fulgte, omend de øvrige sportslige
succeser har været til at tælle på ret få fingre. Værste eksempel
var måske det geometrisk inspirerede projekt FC Trekanten, der
ikke holdt ret mange uger. Næh, skal det absolut være geometrisk,
er jeg mere til legendariske Firkantens Boldklub inde fra det
dengang mørke Nørrebro...
Nu
sætter sønderjyderne imidlertid nye standarder, som de tidligere
har gjort det inden for ringridning og spegepølser: Nu behøver
man ikke længere først at smække to eller flere klubber sammen,
nu er det nok bare at ændre navnet, så kommer sponsorene af
sig selv...
Man tager et bynavn (Haderslev - i øvrigt en hyggelig by, jeg
har selv en halvfætter derovrefra, og de brygger noget godt
lokalt øl derovre), ændrer det til et egnsnavn (Sønderjylland)
og tilsætter de obligatoriske bogstaver, som ingen ved, hvad
betyder (i dette tilfælde “HFK”). Resultat:
Et nyt klubnavn, der oser langt væk af succes.
|
Jeg
har dog de gæve haderslevere mistænkt for at være beskedne...
For er ambitionerne at lege med i toppen af dansk fodbold,
er risikoen for kampe ude i Europa jo også til stede,
og så skal der vel et nyt navn til igen, for ingen udenfor
Dannevang forstår jo rigtigt at udtale det gode gamle
“ø”.
Hermed
er vi ved sagens kerne:
|
|
Haderslev - hyggelig by, flinke folk, godt
øl og et lidt for lokalt navn... |
Brønshøj
har ikke bare et, men hele to “ø”er at slås med, og det går
bare aldrig, hvis vi skal have supersponsorer og internationale
kampe på Tingbjerg. Jeg har leget lidt med nogle alternativer,
men flere af de gode navne er allerede snuppet: Hvepse-klubben
i København kunne forkortes til “HK København”, men der har
min fraskilte kone allerede været medlem i årevis, “FC Midt-i-Mosen”
ville nok kun blive en succes blandt naturelskerne, og “BB Nordeuropa”
er nok alligevel lidt for stort i slawet.
Løsningen
må derfor være, at Brønshøj gør som sangeren og multikunstneren
Prince: Laver sit navn om til et tegn, og lader sig omtale som
“klubben, der tidligere var kendt under navnet Brønshøj”. Spørgsmålet
er så bare, hvad vi tilhængere skal råbe, når vi står ude på
Tingbjerg? “Kom så for helvede, Br...”?
Vi
ses på Tingbjerg! Tak for nu!
Op
igen
28
08 00: Pattegrisens rolle i dansk fodbold...
Ovenstående emne har altid interesseret mig, men det har bare
altid været svært, at holde sig up-to-date med den seneste viden
på området. Pattegrisen er nemlig en sjældenhed på landets fodboldstadions,
hvor det først og fremmest er dens hakkede slægtninge, der serveres,
i form af publikums elskede pølser (hvoraf nogle af landets
bedste fås på Tingbjerg...).
Derfor
glæder det mig, at Brønshøj nu befinder sig i en division, hvor
der er en spirende tradition for at byde publikum på pattegris
- tilmed den helstegte af slagsen. Er der noget skønnere end
når en slagter iført bowlerhat lader svinet rotere over en sagte
ild? Jeg er jo fra den generation, der tog propelmaskinen til
grisefest på Mallorca i 60erne, så jeg ved, hvad jeg taler om.
|
Det
var sågar et af 1. divisons førende hold, der gennem Østerbro
Avis (vi får den nede i dagcenteret) bød mig på pattegris
med hele svineriet: B 93 ville i anledning af hjemmekampen
mod Vejle lave en grisefest, og jeg skulle være mere end
velkommen, stod der i annoncen.
dd
|
|
Kilde: Østerbro Avis |
|
Pattegrisen fra B 93 - har den fået spilletid...?
Kilde: Østerbro Avis
|
|
Der
var oven i købet et billede af grisen, der ligesom lå
og smilede sammen med en skål salat.
Billedet
af grisen var dog en del af en større fotomontage, hvor
to spillere - en fra B 93 og en fra Fremad Amager -
i baggrunden så ud som om de kæmpede om grisen. Umiddelbart
så pattegrisen ud til at ligge rigtigt godt til Amagerkanerens
venstreben.
|
Det
syntes jeg alligevel var lidt betænkeligt. Hvis man skulle tro
på billedet, måtte de jo have sparket rundt med dyret inde på
Østerbro Stadion!
Der sætter jeg sgu grænsen. Ganske vist bliver kødet sikkert
mørt af sådan en behandling, men man risikerer jo, at få noget
af grønsværen med i købet, når man tager en bid af flæskesværen!
Nej, jeg tror alligevel jeg holder mig til de hakkede grise
i Hvepsebørge-grillpøllerne på Tingbjerg...
Masser
af svinehilsner fra Skamhalm
Op
igen
30
07 00: Bønnerne er hørt...
Vore bønner er hørt: Ikke nok med at vi nu skal til at gå til
førstedivisions-fodbold igen, men vor gamle målhelt, Turbo-Bent,
er også tilbage i Hvepse-boet. Da han sidst spillede i den sort-gule
trøje var han stadig i lømmelalderen, men allerede dengang kunne
han sgu levere varen, også i den grad... Det bliver pragtfuldt
at se Bent i aktion for Brønshøj igen.
En
anden bøn er også hørt: Ingen Brønshøj-spillere er røget til
Chelsea! Doctoren og jeg havde ellers talt om, at en eller flere
spillere sikkert ville blive købt af London-klubben i sommerens
løb. Spillerne opfylder nemlig to basale krav, der under normale
omstændigheder burde gøre Chelsea´s rige onkel Gianluca fyr
og flamme: De er udlændinge, og de kan spille bold. Heldigvis
har italieneren åbenbart ikke haft tid til at se Hvepsene i
aktion, så holdet er stort set intakt. - Men hvad kan der ikke
ske, når Brønshøj nu skal til at spille mod storhold uge efter
uge?
Min
sidste bøn blev opfyldt allerede på sidste sæsons sidste spilledag:
Jeg havde væddet med én nede i dagcenteret om, at Brønshøj ville
score mindst lige så mange mål i 2. division som Vejen lukkede
ind. Efter den mildt sagt hæsblæsende afslutning på 2. division
stod det 76-76, og jeg endte altså med at få ret, og kunne indkassere
præmien på en hel kasse cerutter. I øvrigt skal Vejen have et
klap på skulderen. De spillede underholdende og sikrede Hvepsenes
oprykning, så fra nu af vil jeg også være en lille smule Vejen-tilhænger...
Kom
så, Brønshøj - fuld knald på i 1. division! Tak for nu.
Op
igen
15
05 00: Svend Aage Hybris...
Da Doctoren for snart et års tid siden sagde til mig: “Nu skal
du sgu til at have et fast indlæg”, tænkte jeg: “Nå, så gik
den alligevel ikke længere med bentøjet”. Men i stedet for indlæg
i skoene, mente Doctoren altså, at jeg skulle til at skrive
indlæg til hans Brønshøj-website. Det gjorde jeg naturligvis
gerne, så Doctoren og jeg skålede, og sagde at så var det en
aftale.
Det
er også gået meget godt med skriveriet. Doctoren er ikke mere
hysterisk, end at han godt kan give mig nogle pauser - hver
eneste uge gider jeg nemlig ikke at skrive. Alligevel er der
gået noget galt, og det må jeg nok tage på min kappe:
I
forbindelse med udekampen i Roskilde i påsken, havde vi aftalt,
at jeg skulle sidde derhjemme ved telefonen (jeg døjede med
ondt i bevægeapparatet) og skrive et indlæg om sejr nummer ti
i træk.
Sejren udeblev som bekendt, Brønshøj har ikke vundet siden,
og årsagen kommer her: Jeg havde regnet ud, at ved at skrive
møget i forvejen, kunne jeg læne mig tilbage og tage den med
ophøjet ro når Doctoren som en anden klokker ringede sejren
ind. Som tænkt, så gjort: Jeg skrev et jubel-indlæg om sejren
inden kampen overhovedet var spillet...
Men
der tog jeg sgu fejl. Jeg begik det, der i det gamle Grækenland
hed Hybris: Jeg blev overmodig og begyndte at love ting, som
jeg ikke havde en kæft styr på. Og så blev jeg ramt af den gamle
græske damphammer ved navn Nemesis: De vrede guder straffede
mit overmod med et Brønshøj-nederlag. Jeg er sikker på at dommeren
i Roskilde-kampen var en græsk halvgud! Under alle omstændigheder
måtte jeg skrive et helt nyt indlæg til Doctoren i en hulens
fart! Siden har Hvepsene jo ikke vundet, så nu må jeg have syndsforladelse...
Venner, jeg beder om forladelse.
Jeg
var sgu nok ikke den eneste, der havde glædet mig til sejr nummer
ti i træk - men jeg var vel den eneste, der var dum nok til
at skrive om møget på forhånd! For at gøre skaden god igen,
siger jeg nu: Brønshøj rykker ned i Bornholmsserien! På den
måde snyder vi grækerguderne, og sejrene kommer igen - bare
vent!
Kom
så Brønshøj!
Op
igen
24
04 00: Holdet, der vandt alt...
Dér sidder jeg så hjemme ved telefonen med en til lejligheden
indkøbt cigar (rør og mavebælte og hele møget). Min ven og huslæge,
Doctoren, er i Roskilde. Han har mobilen med og har lovet at
holde mig underrettet. Vi er klar til at fejre sejr nummer ti
på stribe.
Og
hvad skete så: 1-0 til Roskilde (nah, vi kommer igen...), 2-0
til Roskilde (nå, det er så i orden, nu kommer der lidt spænding
ind i kampen...), Brønshøj-reducering til 2-1 (okay, så ruller
vi, skal vi sige 2-4...?), 3-1 til Roskilde (arh, Doctoren har
bedt en af de omkringstående om at ringe mens han selv stormer
ind på banen i jubel - af ren befippelse kommer telefonpasseren
til at sige noget sludder...).
“Din
ven står og hamrer hovedet ind i et rækværk”, siger stemmen.
Det begynder at gå op for mig at festen åbenbart skulle stoppe
ved ni sejre i træk...
Men
som min ven og huslæge så rigtigt siger i telefonen lidt senere,
da han er kommet sig: “Svend Aage, Brønshøj er stadig så godt
som uovervindelige...!”
Og
rigtigt er det: Man hører med jævne mellemrum om at dét og dét
hold nu er ubesejrede i så og så mange kampe, og det er selvfølgelig
pragtfuldt. Men her kommer sandheden: Sådanne beskrivelser dækker
sgu altid bare over hold, der har spillet en hulens masse uafgjorte
kampe, og 0-0 og 1-1 kampe giver som alle ved ikke ret mange
points på kontoen.
Derfor
er det skønt, når et hold endelig ikke fedter rundt og spiller
remis, men derimod er flabede og ubeskedne nok til bare at vinde
næsten hele gøjemøget. At der så kommer en mindre negativ reaktion
i hver tiende kamp - ja, det kan vi nok leve med...
Ni ud af ti uger kan man trygt møde på jobbet eller i dagcenteret
uden at blive svinet til fordi vennerne absolut skal fryde sig
og tage pis over et nederlag. Og én gang hver tiende uge under
jeg dem gerne...
Hvad
mener I...? Ni sejre i træk. 27 points lige ned i foret, og
seriøs udsigt til at vi kan komme ud og prøvesidde Barcelona-sæderne
i Farum, når Brønshøj igen spiller 1. divisionsbold efter sommerferien.
Og måske får vi også Danmarks næstbedste træner (efter Bjarne
Jensen) at se på Tingbjerg, med smøg i kæften og polerede hyttesko
og hele tjavsen, hvis altså ikke Andersens computer-styrede
B93´ere er rykket op og spiller fodboldskampe i Hyperligaen
til den tid... Arh, så er der ingen grund til at være triste
på grund af et enkelt nederlag... Hænderne i vejret, Brønshøj
ligger stadig nummer et!
Har
I forresten lagt mærke til noget særligt omkring Brønshøjs målscoring?
Hvabehva, der er masser af mål, siger du. Ja, den er god nok,
og hurra for det, men det var nu noget andet, jeg tænkte på:
Brønshøj scorer nemlig altid! I denne sæson har holdet scoret
i hver eneste kamp, selv i 0-1 nederlaget til Holstebro...!
Lige netop dét mål kunne vi måske nok have undværet, men til
gengæld har Hvepsene så stadig en imponerende rekord efter smutteren
i Roskilde...
Kom
så Brønshøj! Tak for nu!
Op
igen
01
11 99: Vinterpause, åh nej...! Lad os tage et slag ishockey...
Så skal vi til det igen! Vinterpausen venter forude, og så skal
man undvære Brønshøj i flere måneder. Det skal man også om sommeren,
men det drejer sig ikke om så lang tid, og om sommeren kan man
jo også sidde på et sted med udendørs servering og trille tommelfingre
i solen, mens man venter. Næh, vinterpausen er noget andet.
Der går månedsvis med fodbold-mørke.
Så
kommer langt om længe træningskampene, hvor man skal have et
af de ekstra tykke sort-gule halstørklæder på og sine egne forsyninger
med, når man skal ud og stå på et iskoldt Nørre Pløjemark stadion
for at se holdet igen.
Først i slutningen af marts kommer turneringskampene så, med
gensyn med fodboldvennerne og den dejlige lugt af græs, pølser
og røgtobak - hvis altså vejret ikke driller!
Det
skal der gøres noget ved! Brønshøj bør begynde at spille ishockey!
Så er der noget for os tilhængere året rundt... Der er mange
gode grunde til at begynde med at spille ishockey: For det første
kender jeg en, der har en hund, der hedder Puk. For det andet
tror jeg, at ishockey rammer lige i plet hos alle os, der holder
af den sort-gule klub...
Skøjtespillet
rummer nemlig den rigtige kombination af holdets og tilhængernes
styrker: Brønshøj har i efteråret spillet nogle halvsløje 1.
halvlege, men har næsten altid været på toppen i 2. halvleg.
Holdet bliver altså bedre, jo længere vi kommer hen i kampen.
Ishockeykampe
består som bekendt af hele tre perioder, og hvis holdet kan
gå lige så meget til vaflerne i 3. periode, som vi tilhængere
kan gøre det i 3. halvleg, venter der stor succes forude.
Kom
så Brønshøj Bold- og Ishockeyklub! Nå ikke? Jamen, så ses vi
til foråret...
Tak
for nu!
Op
igen
10
09 99: Hvor er initiativerne...?, Vend striberne!
I firserne, da alt mere eller mindre kørte på skinner for Brønshøj,
var klubben ikke bange for at prøve noget nyt. Man tog noget
så uhørt som initiativer ind imellem.
For
eksempel kan jeg huske, at nede i Vanløse Idrætspark fik man
en hygge-pakke med BT med i købet, når man købte programmet.
Det var ikke så tosset: For det første kunne man jo så læse
BT (hvilket dog var hurtigt overstået), men senere kunne man
jo pakke fisk ind i den, komme den omkring porcelænet (hvis
man stod og var ved at flytte), eller man kunne tørre røv i
den i en snæver vending.
Der
var faldskærmsudspringere, der kom hoppende ud af sportsflyvere
for siden at lande i midtercirklen med kampbolden i favnen,
en spåkone og en Melodix Grand Prix-vinder, der gav autografer
i en campingvogn ud mod Klitmøllervej.
Og
ikke mindst var der Hvepse-pilsneren: Brønshøjs egen øl, med
sort-gule striber og hveps og hele møget. Når først en klub
har sin egen pilsner, så er der altså tegninger til noget stort!
Men
hvor er Hvepse-pilsneren nu? Hvor er initiativerne over for
publikum? Ja, og hvor er publikum for resten...? Der skulle
vel aldrig være en sammenhæng...?
I
de samme firsere spillede Brønshøj i gule trøjer. Det var i
bund og grund noget rod, når klubben nu engang er stribet. Men
da holdet spillede i gult, så vandt de sågu da deres kampe!
Kunne vi ikke lære noget af det? Jeg mener, holdets nuværende
udgave af den stribede trøje har jo ikke ligefrem bragt held,
nærmere bølgegang op og ned mellem divisionerne.
Jeg
har en ide: Vend striberne! En rigtig hveps har sågu da striberne
på tværs og ikke på langs, og så kunne det måske også bringe
heldet tilbage. Jeg håber vores tapre tøjmænd er med på ideen!
Kom
så Brønshøj! Tak for nu!
Op
igen
|
