B 1908 gjorde til sidst nærmest grin med Hvepsene, der spillede underligt naivt. Meget rolig og langsommelig 1. halvleg, hvor Brønshøj ideligt spillede på tværs i forsvaret, øjensyligt for at lokke B 1908 frem. Så godtroende var hjemmeholdet dog ikke, og resultatet var en regulær gaber, hvor kun de sidste fem minutter rummede lidt liv. Dét var Brønshøjs bedste periode, for kort efter pausen gik det galt: En B 1908er, der var ved at miste sin chance fra en spidsere og spidsere vinkel, fældedes i feltet. Drejs i Brønshøjmålet var tæt på at nappe straffesparket, men Amagerkanerne kom foran, og kampen ændrede karakter: Nu kunne Hvepsene ikke længere trille uendeligt rundt i egne rækker, og gav sig i stedet til at smække høje indlæg ind mod hjemmeholdets granvoksne forsvar. Dén gik ikke; til gengæld kom man yderligere bagud. Rasmus Pedersen reducerede, og Brønshøjs stil blev atter lagt om. Tredje forsøg gik ud på at anvende Tronborg som mellemstation på kanten af modstanderfeltet, men dén gik heller ikke: Med afslutteren som mellemstation manglede afslutteren sjovt nok, og i stedet rundede Amagerkanerne af med to kontrafodbold-ABC-mål, hvor Hvepsenes forsvar blev tørret så det gjorde ondt helt ind i marven. Eneste lyspunkt i en jammerlig, besynderligt naiv og stereotyp Brønshøj-forestilling var egentlig debuterende Mikkel Jensens blåstøvlede og godkendte indsats på kanten.

Dejlig halvsensommeraften, hvor Brønshøj efter en sjusket 1. halvleg havde fod på de fleste af begivenhederne i 2. periode.
Peter Larsen i midterforsvaret, Granzow på højrebacken, Michael Jørgensen på midten, Venhar Sabani på kanten (hvilken er svært at sige – han skiftede hvert tredje minut side med Mikkel Jensen) og Thomas Christiansen i front var nyskabelserne i forhold til 1908-kampen.
Tronborg headede Hvepseføringen ind, hjemmeholdet udlignede temmeligt fortjent, og så gik det egentlig gradvist den slagne vej mod favoritsejren.
Begge målmænd bidrog indimellem til spændingen med mere eller mindre vellykkede driblerier uden for feltet.
Granzows mål til 5-1 kort før lukketid var suverænt kampens flotteste: Gået med frem, modtager bolden på højre kant, skærer ind mod midten, undgår elegant en skovhuggertackling, vender rundt et par meters penge uden for feltet, og smækker hårdt og uimodståeligt kuglen ind bag 1973s keeper, der forgæves forsøger tv-redning.
Forskellen mellem serie og division var mærkbar: Mens 1973 blev på banen i pausen, gik Hvepsene i omklædningen; hjemmeholdets spillere mindede hinanden om at der ikke var noget med 10 minutter i straffeboxen; adgangen var gratis, og antallet af medbragte hunde blandt tilskuerne var skyhøjt.
Leve pokalen!

Helt andre suppeboller på end ude i Sundby weekenden forinden:
Denne gang spillede Brønshøj friskt til og tacklede så det sang når det gjaldt.
Pokalkampen i midtugen havde gjort indtryk på startopstillingen: Peter Larsen var, som i pokalen, rykket ned i midterforsvaret. Denne gang ved siden af Hedegaard – en konstallation, der virkede fint. Og oppe foran havde Tronborg, som i pokalen, fået makkerskab af meget løbevillige Thomas Christiansen
På kanten var Mikail Anli med fra start, og han gjorde det kampen igennem forholdsvis forrygende.
I det 14. minut fældedes netop Anli et lille stykke inde i feltet, og Tronborg omsatte sikkert straffesparket til mål.
Målet blev trods en del chancer Brønshøjs og kampens eneste, og første halvleg forblev kampens seværdigste; efter pausen faldt tempoet efterhånden, uden at det dog på noget tidspunkt nåede ned på Sundbyniveau.
I anden halvleg måtte Josephsen småskadet udgå; Rasmus Pedersen kom ind, og Larsen rykkedes for resten af kampen ind på den centrale midte.
Alt i alt en fin nok kamp, hvor kun tilskuertallet på 310 skuffede. Til jer, der udeblev: Kom bare næste gang, Hvepsene virker godt på vej nu.

Skal man tro bookmakernes udsagn om, hvem der er oprykningsfavotitter, var denne sejr endog meget vigtig. Flot var den også: Brønshøj havde fat i den lange ende i størstedelen af kampen, og der var ofte god sammenhæng mellem kæderne. Granzow var med fra start på højrebacken, og bidrog med flot overblik og masser af energi.
Men der var perioder med fare på færde, og flere gange måtte Drejs vise imponerende reaktionsstyrke; i første halvleg holdt han med to klasseredninger i samme minut Brønshøj inde i kampen.
Anden halvleg var blot lige skudt i gang, da Josephsen troede mere på egne evner end to af hjemmeholdets forsvarere og deres fremstormende keeper tilsammen. Optimistisk masede han sig og bolden igennem til 1-0.
Kort efter hev Drejs endnu en mirakelredning frem, da han med en rap højrebensreaktion kom sejrrigt ud af en én-mod-én-situation.
Skader af mere eller mindre alvorlig karakter styrede alle Hvepsenes tre udskiftninger: Mikkel Jensen fældedes og erstattedes af Sabani; Tronborg tog sig til låret, og Michael Jørgensen kom ind; og Mathiesen tabte bolden, og generobrede den derefter så hårdt, at han måtte ud til fordel for debuterende Lasse Rostholm.
Med ti minutter igen snød Thomas Christiansen uhyre elegant og i en blød bue Treoghalvfemserne til 2-0. Kort efter trykkede indskiftede Michael Jørgensen hårdt og ubønhørligt af fra distancen, og kuglen susede ind til 3-0 bag de tydeligt desillusionerede Treoghalvfemsere.
En meget flot sejr til Hvepsene; kurven er i dén grad for opadgående!

Hvepsene fik den højt ønskede revanche – hævn er ikke et pænt ord – efter det ydmygende nederlag til 08erne i sæsonåbneren.
Første halvleg var ikke specielt seværdig. Begge hold havde hver én stor chance; Brønshøjs tog stolpen sig desværre af.
Så var der straks mere gang i den efter pausen: Hjemmeholdet kom foran efter 48 da 08ernes højeste mand stod fri efter at Granzow var blevet nedlagt i eget felt. Frispark mente mange; mål var der ...
Dén uretfærdighed fik til gengæld Hvepsene ud af boet. Genkomne Frost – der lige skulle bruge en halvleg til at finde sig selv – på den ene fløj, og Sabani på den anden, serverede gennembrud på gennembrud, og sidstnævnte var marginaler fra at score i trekanten på noget, der vistnok var et indlæg.
Manden of the match, Granzow, udlignede på sin vanlige pokalmanér med et pragthug udefra, og så føltes det på én eller anden måde blot som et spørgsmål om Brønshøjsejrens størrelse; de sort-gule var i fuld kontrol.
Dog tikkede uret mod 90 og forlænget, indtil Rasmus Sørensen med et saftigt hovedstød bragte Hvepsene på 2-1. Sørensens jubel i skridthøjde mod TV2s udsendte, lavthængende Hutlihutkamera var uforlignelig.
Indskiftede Samir Wadi gled i slutminuttet med en såre elegant finte forbi 08-forsvaret, og afsluttede klinisk bag hjemmeholdets keeper til resultatet 3-1.
Efter en rodet første periode, og bagud 0-1 kort efter pausen som i den foregående 08er-kamp, viste Brønshøj både høj moral og høj klasse i kampens sidste 42 minutter. Fuldt fortjent videre i pokalen ...

Hvepsene spillede for en uhyre sjælden gangs skyld 0-0.
Gæsterne fik formentlig hvad de kom for: Bortset fra en enkelt giftig friløber – som Drejs tog sig af – ville det fysisk betonede sydhavshold allerhelst forsvare sig og trække tempo ud af kampen.
Og det med tempoet lykkedes egentlig ret godt, for i perioder var kampen noget nær en gaber.
Edvoldo Sørensen kampjubilerede til akkompagnement af klapsalver og Blomsterhyttebuket; vejret var en sjov blanding af brændende sol, truende skyer, regn og opklaring; og folk lignede sig selv. Så det ...

Brønshøj leverede et brag af en indsats, hvor samtlige spillere var oppe på den store ydeevneklinge. Josephsen – sendt godt afsted af Anli – snød efter 10 minutter to oppassere, og scorede iskoldt til 1-0. Så var linjen lagt, og Hvepsene i hvidt kontrollerende. Bevares, andetholdet fra Vestegnen kom ofte hurtigt frem over stepperne, men afslutningerne skræmte generelt ikke – og da slet ikke Drejs i Brønshøjmålet.
Efter pausen kom Christiansen ind for Anli, og lidt senere fik vi Tronborg ind for Michael Jørgensen, der tog sig til låret.
Omkring det 70. minut tog vi hul på en særligt gylden Brønshøj-periode: Tronborg fik friløber, men afsluttede uden om stangen; minuttet efter råbtes på (ikke dømt) straffe begået mod kampens profil Josephsen; minuttet efter bankede Tronborg bolden på stangen; minuttet efter reddede Brøndby på stregen.
Men så ...: Edvoldo Sørensen, der skulle skiftes ud efter en meget flot indsats, så rødt på en besynderlig måde, efter at dommer og linjedommer tilsyneladendende misforstod hinanden i kommunikationen omkring indskifteren Lasse Jensens svedtrøje! En situation, der mildt sagt ikke var til at blive klog på, heller ikke for dommerne selv: De drøftede indbyrdes i længere tid, men resultatet var, at Hvepsene reduceredes til ti mand.
Stor ærgrelse, Brøndby udlignede, det føg pludselig med gule kort, og det begyndte udefra set at virke svært for Brønshøj.
Men Hvepsene holdt hovederne kolde: Ganske imponerende bølgede spillet stadig lige så ofte mod Brøndbys som mod Brønshøjs mål. Og med et minut tilbage kom det fuldt fortjente vindermål på et kraftfuldt selvmål sat ind af hjemmeholdets hårdt pressede Nicolai Kjergaard.

Det positive ved 1-1 var, at Brønshøj ikke tabte til Greve som man ellers plejer van.
Fuldgodt spilovertag til Hvepsene i 1. halvleg, men effektiviteten foran modstanderens mål manglede på det groveste. Anli gik i stykker kort før pausen, men erstattedes fint af Sabani.
I bedste B 1908-stil kom Greve ufortjent foran 1-0 kort efter pausen, og kampens ringeste periode fulgte. Men gradvist fik Brønshøj hovederne op igen og tilmed blod på tanden. Et par offensive udskiftninger midt i 2. periode hjalp til: Kort efter havde Rasmus Sørensen udlignet energisk efter ripost på hjørne.
Brønshøj havde fortjent alle tre points, og Tronborg var nær ved at skaffe dem, men Greves keeper trodsede tyngeloven og reddede akrobatisk.
Endnu en flot kamp af Peter Larsen, der tydeligvis har fundet både sin rette plads og spilleglæden i midterforsvaret.

Så er vi ude af pokalen, men Brønshøj gav sig fuldt ud, og scorede i øvrigt til 2-3. Mere om det senere.
Målløs 1. periode, hvor Hvepsene i størstedelen klogt trak tempo ud, og i øvrigt havde bolden overraskende meget. Kun i de sidste fem minutter brændte det på med en masse jyske hjørnespark i træk. Brønshøjspillerne kom ind efter pausen med smil på læberne, men efter få minutter småfilmede udeholdets George Florescu sig til et straffe som han selv scorede sikkert på. Kort efter øgede Ken Ilsø til 0-2, og så var dén kamp ... IKKE afgjort. For Hvepsene kløede forbilledligt på mod den generelt ikke alt for overbevisende hyperligamodstand. Hedegaard reducerede rundskævt (givetvist bevidst for at snyde Onyszko) til 1-2 efter glimrende forarbejde af Wadi og Lasse Jensen.
Jonas Borring løb fra alt og alle til 1-3, men der var stadig lidt tillægstid at gøre godt med. I dén sparkede indskiftede Rasmus Sørensen rimeligt tydeligt Hvepsene på 2-3: Efter et hug tog bolden overliggeren, og sprang efter alt at dømme ned på den rigtige side af kridtet til stor jubel, men kampens dommer så ikke bolden over stregen. Dermed endte vi på 1-3 efter en flot kamp af Brønshøj. Og midtjydernes meget engagerede, spruttende og sidelinjedansende træner Kuhn kunne for en stund juble.

Anfører Hans Mathiesen åbnede efter et kvarter ballet med et brilliant brag af en tilklipning fra et par meter uden for feltet. Mann, das war aber Spitzenklasse ...!
Brønshøj sad på kampen fra start til slut mod et i forbløffende grad svagt og kyst Skjoldmandskab. Ingen tvivl om sejren, der kørtes stensikkert hjem på en smuk og lummer solskinsdag, men det kan undre hvordan Anli og Tronborg bar sig ad med at brænde direktricer i stjæle-slik-fra-børn-klassen.
I princippet en femstjernet og overbevisende indsats, men Skjold udgjorde en billig baggrund, og også bremsesporene efter direktricerne trækker ned, så vi ender på fire flotte.

Godkendt anden halvleg ... men ringe første ditto, hvor Brønshøj kom hurtigt bagud og derefter i klassisk ude-mod-1908-i-sæsonåbneren-stil spillede frem og tilbage i egne rækker for at lokke modstanderen frem. Men ingen er vel så naive, så når Hvepsene prøver dét trick, taber de. Således også mod HIK, hvor nederlaget blev på 1-2.
Altså: Bagud efter fem da HIK forsøger med flot langskud som Drejs får handskerne på, men ikke kan holde. Herefter en langgaber mere eller mindre resten af første halvleg. HIK gik til stålet, og både Sabani (udskiftet med Lasse Jensen efter 35) og Michael Jørgensen måtte behandles. HIK fortsatte i øvrigt hårdhændet resten af kampen, men Brønshøj fik forunderligt en fire-fem advarsler mere end hjemmeholdet.
Tronborg afløste Rasmus Sørensen i front straks fra anden periodes start, og Hvepsene begyndte at summe omkring HIK-målet. Alligevel bragte hjemmeholdet sig på 2-0 efter hjørne. Der sukkedes, men minuttet efter havde Brønshøj energisk reduceret. Vi så Edvoldo Sørensen score, men Tronborg krediteredes i medierne for målet. Resten af kampen formede sig som et tiltagende Brønshøj-pres for i det mindste at få det ene point med hjem, men effektiviteten var minimal, og til sidst løb tiden ud – i øvrigt godt hjulpet af HIKs keeper, der tilsyneladende var involveret i en eneulykke i slutminutterne. Efter langvarig behandlig var han heldigvis helt frisk igen ...
Rundens øvrige resultater var Brønshøj venligt stemt; desto mere ærgerligt at Hvepsene spildte en halvleg, og derefter ikke havde effektiviteten til at få points.

Kampen varslede ilde: Hvepsene rasler ned i tabellen, vejret var skidt, spillet var ringe, men værst af alt var attituden overvejende opgivende. Og skal dét være normen, er der vist nogle sæsonmålsætninger, der lige så godt kan blive justeret.
Hård start da Brønshøj kom bagud efter 45 sekunder, men fire mand på stribe stod og sov. Først Drejs reagerede, men da var bolden over stregen. Hvepsene fightede – ret skal være ret – tilbage, men fighten var stereotyp og ineffektiv. Opskriften lød mere eller mindre konsekvent på indlæg efter indlæg fra Hvepsenes mindst ringe, Sabani. Indlæg, der ideligt misbrugtes af Brønshøjs enmandsangreb, der med forbløffende konsekvens formåede altid at komme næstsidst på bolden.
På en sjælden fejl af Hedegaard, der en-mod-en gled i det våde græs, øgede de ellers ret passive køwenhavnere til 0-2.
Midtbanens Michael Jørgensen ofredes i pausen for Tronborg, der prompte leverede varen: 1-2 og Johnny Weismüllerjubel. Men uden Jørgensen røg midtbanen ud af spillet, og kampens allerringeste periode fulgte paradoksalt. I stedet for at jagte udligningen, syntes Brønshøj at være tilfredse med varmt bad efter kampen. 1-3 kom på et uclearet indlæg, og så var der for alvor dømt noianederen hos Brønshøj: Intet hang sammen, alt lod sig ikke gøre, anføreren udgik. 1-4 på et lille straffe. Et pyntemål af indskiftede Rasmus Sørensen ændrede ikke ved at Brønshøj tabte til en flok knøse, der blot stjal slik fra børn når nu chancen bød sig.
Kæden er sprunget af, og der skal helt andre boller i den pt. hårfyldte, lunkne og skilte Brønshøjpulversuppe, hvis ikke vi snart skal til at se os over skulderen i den forkerte ende af tabellen. Grumme ord – men vi håber, de kan vække en Tingbjergsk Holger Danske (ikke busfirmaet ...).

Tredje nederlag på stribe, negativ fidusbamse og ti mål er lukket ind i de tre. Brønshøj-reaktoren er under ukontrolleret nedlukning, og Hvepsene er nu langt nærmere nedrykningsstregen end den urealistiske oprykning. Det hold, der tidligere på sæsonen brillerede med smuk og selvsikker vidunderbold mod B 93 og Brøndby, har mistet grebet.
Trods nyblandede kort, med Lasse Jensen på højrebacken og Granzow rykket frem, Mikkel Jensen tilbage på venstrekanten, og Tronborg i front fra start, gav eklatante Brønshøjfejl hurtigt føringen til det selvtillidssummende hjemmehold, der tydeligt beviste, at tror man på sagen, har man også held og marginaler på sin side. Hedegaard reducerede på noget der lignede selvmål, men i anden periode straffedes Hvepsenes mangel på midtbane og underligt naivt fremlokkede forsvar ubønhørligt.
Brønshøj gav sig mod BSV mere end i skamkampen mod København, men Hvepsene spiller lige nu uden sammenhæng, uden selvtillid, førerløst, og uden tro på egne muligheder.
Ikke siden efteråret 2006 har vi set tre nederlag i træk. Dengang blev det kun til tre: Hvepsene vandt derefter ude over Roskilde (i Per Bergs “bedre-end-sex-kamp”), men kan nutidens Brønshøj standse stimen?

Brønshøj er i klar bedring, og leverede i lange perioder flot og klapfremkaldende spil. Drama i tredje minut da udeholdets topscorer Lasse Qvist i to forsøg på to sekunder huggede på Drejs, men Brønshøj-keeperen fik en fin start med en fremragende dobbeltredning. Ellers stod der Brønshøj på første periode: Gedehamsene spillede flot, omend langsomt og altid med mange stationer, og lagde efterhånden et tungt pres på gæsterne. Ukuelige og fysisk stærke Sabani på fløjen (hvilken er igen ikke til at sige – han byttede ideligt fløj med Mikkel Jensen) var en evig trussel. Dog kneb det med at komme til egentlige afslutninger.
I en hektisk og mere jævnbyrdig 2. halvleg bragte Tronborg de sort-gule foran på et mål, der var mere fysisk end kønt. Men hvad pokker: målet kunne bruges, og der var stor jubel! Men de, der havde nærlæst programmet i pausen, kunne desværre se en del af Ole Mortensens forord opført for åbent tæppe: “I for mange situationer har vi været for flinke når modstanderne har begået fejl, mens vi selv er blevet straffet ubønhørligt når vi ikke har været påpasselige nok,” skrev Mortensen, og to midtbane-boldtabskiks kostede da også to ubønhørlige mål på to minutter, og kun Drejs og sjællandsk uheld sparede os for 1-3, da tre mand med fem tilbage på klokken forsøgte sig en efter en.
Men Brønshøj, velspillende og dominerende i store dele af kampen, havde simpelthen ikke fortjent at tabe. Og heldigvis var det også som om Gedehamsmandskabet sagde “fandeme nej!” Indskiftede Rostholm udlignede på specialiteten hovedstød, og i overtiden tv-reddede Holbækkeeperen en sejrsmulighed.
Mange gode takter hos Brønshøj, der ufortjent efter denne runde har endnu mere kontakt med tabellens bund end top. Især Michael Jørgensen på midten imponerede med allestedsnærvær og stort overblik.

Betydningen af atter at sejre skal ikke undervurderes. Brønshøj havde kaptajn Mathiesen med igen, denne gang i en lidt uvant og primært defensiv udgave på venstrefløjen.
Hvepsene startede energisk, og de tre minutter op til Josephsens scoring – efter pragtaflevering fra Tronborg – var afgjort dagens bedste.
Siden gik der mere og mere ro på, omend Jørgensens flotte træffer på distancehug og Christiansens dykkende ditto – som Allerøds målmand med det yderste af neglene afværgede – tilførte momenter af spænding.
Efter pausen dalede Hvepsenes tempo såvel som den indbyrdes træfsikkerhed yderligere, og stærkere hold end Allerød kunne muligvis have bragt sig selv ind i kampen igen.
Til allersidst debut til Christian Thorup, der afløste Tronborg.
Nogen stor oplevelse var kampen ikke, men vigtig var den!

En smal et-nullert, og midtbanens Jacob Josephsen sidder nu på topscorerflæsket med fire garn. Brønshøj kørte atter med Mathiesen på venstrefløjen; eneste ændring i forhold til forrige kamp var Mikkel Jensen i højre i stedet for skadede Sabani.
De sort-gule var kampens bedste mandskab – ingen tvivl om det. Men det vækker uro, at Brønshøjs skarphed til at omsætte chancer og til tider ganske massivt spilovertag kun rakte til et enkelt mål: Josephsen topscorede ti minutter før pausen fra kort afstand da bolden kom på tværs efter at udeholdets keeper var spillet grundigt tynd af Christiansen og Tronborg.
Umiddelbart efter pausen forsøgte Hvepsene flere gange med imponerende distancehug, der havde fortjent bedre skæbner. Siden prioriteredes sikringen af smalsejren mere og mere, og dommeren tog os med ud over de 96 minutter. Men til sidst kunne armene strækkes mod himlen.
Træerne vokser dog ikke derind, for som i sidste uge kan vi konstatere, at kampen ikke var en kæmpe én på opleveren. Dertil var bla. Hvepsenes omstillingsspil for dvask. Men atter var sejren vital; Hvepsene har nu atter kontakt med førerfeltet, og kun seks points op til oprykningsfaren.

Treoghalvfems og et halvt minut på uret: Brønshøj fører 1-0, alt er vel, men frispark begås, indlægget er velpaceret, opdækningen snydes, og ex-Hveps Jochumsen vender rundt på en desserttallerken og ruller møget i kassen til udligning. Udskiftede Sabani – der atter i denne kamp var en stor og konstruktiv arbejdskraft – lader frustrationerne syde, og udvises fra bænken. Jo, der kan ske meget på de sidste 20 sekunder af en overtid, men i denne kamp var alt, der skete, desværre skidt ...
Ellers en okay kamp som Brønshøj, der tidligt kom foran på Tronborg-hovedstød efter flot skruet Edvoldo-hjørne, havde forjent at vinde. Vanløse spillede fysiskt, kan man vist roligt sige, og bla. Drejs, Edvoldo og Granzow skal være glade for at have alle ben intakte efter kampen.
Store chancer i begge ender, dog flest til Hvepsene, der ret beset burde have lukket kampen tidligere end Vanløse lukkede kampen for dem ...

Nær tenniscifre hjemme over Stenløse, der dermed tabte for sjette kamp i træk.
Tyve jævnbyrdige minutter i starten, men efterhånden slog Hvepsene efterbrænderen over på overdrive, og løbet begyndte at virke kørt for udeholdet. Brønshøjs første kom efter frispark på hårdt Mathiesen-hug, Stenløsekepeeren holdt ikke, og Hedegaard tappede hjem fra kort afstand. Mathiesen selv blev målscorer til toeren efter et pragtangreb, flot iscenesat af Tronborg. Udeholdet reducerede på ren saft og kraft hos skyttekonge-enmandshæren Thomas Wagner, men Thomas Christiansen skød 3-1 i kassen inden pausen efter sublimt frispark fra Edvoldo og følt indlæg fra Hedegaard.
I pausen udskiftedes Anli på venstrekanten – Mathiesen gav den som allrounder på højre – med Wadi, og det tilførte Hvepsene endnu mere duracellkanineffekt. Christiansen, i to omgange, og Wadi serverede med fantastisk overblik kuglen for Josephsen, der kvitterede med matchens smukkeste mål på en pragthelflugter fra to meter uden for feltet. Was für ein Treffer ...! Kampens store slider Tronborg kunne fortjent krone indsatsen med en scoring til 5-1, da han på indlæg fra en af kampens andre store kræfter, Peter Larsen, drejede rundt på en suppetallerken, og smækkede fuldkomment uimodståeligt op i trekanten. Wadi var brøkdele fra de fra supportersangene ønskede tenniscifre.
Et brag af en kamp, hvor Brønshøj endelig viste tænder. Godt nok på en psykenedbrudt baggrund, men ikke desto mindre en flot, flot vinterafsked med Hvepsene, der nu har rimelige fire points op til playoffstregen, og som nu også fik banket lidt tiltrængt liv i målscoren. Det lover godt for foråret, som vi glæder os til!
Anders Sonne, tidligere Steffensen og nu assistent, kåredes inden kampen som årets mand i Hvepsesovs.

Hvepsene kom flyvende fra start, da de med en overbevisende indsats vandt den svære sæsonåbner mod Brøndby. Banen var smattet og drilsk, og efter få minutter var det ved at koste, da bolden hang fast for Hvepsenes forsvar. Men Drejs – sikkerheden selv gennem hele kampen – mudderclearede med et par fantastiske reflekser.
Bo Henriksen havde lukket hullet efter Hedegaard ved at flytte Granzow ind som midtermakker til anfører Larsen, og det fungerede fint. Anli og Mikkel Jensen udgjorde fløjene, med Josephsen og Jørgensen centralt, og forude havde Tronborg fået selskab af Ercan Demirbas, der med hurtighed som en raket og boldklister på støvlerne nok skal blive en gevist for Brønshøj.
Som kampen skred frem dominerede Hvepsene mere og mere, og spillet flød fornemt på trods af den svære bane. Josephsen og Jørgensen var hér, dér og allevegne, og deres direkte modpart, Brøndbys tidligere førsteholdsfastmand Stefan Gislason, endte med at blive pillet rundtosset ud.
Med fem minutter tilbage afgjorde indskiftede Thomas Christiansen kampen. Kort forinden havde Brønshøj set to forsøg prelle af på træværket, så jublen var enorm da Christiansen fra venstre side af feltet ned mod Ruten trak mod højre, lurede, trak mod højre, lurede, trak mod højre ... og endelig afsluttede fladt og hårdt bag ex-Hvepsen Tørnes i Brøndbymålet. En trods banen overraskende velspillet kamp, hvor Hvepsene viste stort overblik, kløgt og omtanke. Bravo, Brønshøj!
Og så er der sket to små revolutioner i vinterpausen: Dels har Brønshøj nu fået toiletter under tribunen, og dels var klassikerne smykker og klipning gledet ud af programgevinsterne til fordel for bla. et computerspil. Brønshøj er klar til det 21. århundrede!

Relativt rærlig første halvleg, hvor Hvepsenes opspil på den svære bane oftest gik efter opskriften høj-bold-ind-til-Tronborg-der-flicker-den-videre. Modstanderne lurede dog hurtigt fidusen, og Brønshøj måtte gå til pausen bagud 0-1. Paradoksalt nok kom B 93s mål efter en af de få situationer, der brød stereotypien: Frispark til Brønshøj, mange med fremme, B 93 clearer, kontraer og scorer. Drejs – sammen med Granzow og Jørgensen blandt Brønshøjs bedste – forhindrede med en fantastisk refleks 0-2.
Stærkt behersket glæde ved pausefløjtet, men meget skulle ændre sig: Mudderbanen trak nemlig søm ud, og Brønshøjs velbesatte bænk bidrog antagelig til resultatet: Hvor gæsterne én efter én skiftede deres bedste folk dødtrætte ud med andre, der ikke gjorde nogen forskel, kunne Bosse Henriksen fra Brønshøj-bænken spille indskiftningstrumfer ud. En af dem hed Sabani, og hans ankomst gav Hvepsene fornyet energi, nærkampstyrke og præcise indlæg. På et af dem nåede Tronborg først, og udlignede. Så var der dømt optur, og Brønshøj overtog kampen. Gæsterne var svækkede, Brønshøj var overmagten. Nu kom chancerne til Hvepsene, men to Brønshøjspillere brændte en af de største direktricer i nyere tid, uret tikkede, og udeholdet trak tiden ved enhver lejlighed. Men med syv minutter tilbage fik Mikkel Jensen – en af direkticebrænderne – den længste tå på endnu et godt indlæg fra venstre, og kampen var afgjort.
Den første times tid var gusten, men sejren endte med at være helt fortjent. Simpelthen fordi Brønshøj viste sig at have mest at byde på.

Brønshøj har genindmeldt sig i oprykningsracet: Med en sejr på 2-0 i Espelunden nappede Hvepsene playoffpladsen. Hvepsekeeper Drejs måtte dog vanen tro levere et par af sine fantastiske refleksredninger i 1. halvleg, hvor Avarta trykkede på. Men Brønshøj var godt med, og lidt over halvvejs i første periode kom føringen: Mikkel Jensen førte bolden godt frem til Demirbas, der smækkede indover fra højre, Avarta kiksede clearingen lige ud til Josephsen, der dommedagsdrønede Brønshøj på 1-0 via stolpen. Lasse Jensen måtte skadet lade sig udskifte med Frost, men Hvepsene kløede på.
Efter pausen fortsatte forårstrenden: Som kampene skrider frem, har Hvepsene lige nu bare mere i sig end modstanderne. Således også mod Avarta, der nok bød Hvepsene på forårets bedste modstand, men også gik mere og mere ned i gear som tiden gik. Granzow – vel Hvepsenes allerbedste på dagen, skarpt forfulgt af Jørgensen, Mikkel Jensen, Larsen, Edvoldo, Josephsen og i øvrigt resten af holdet – slog bolden milimeterpræcist til Tronborg, der serverede smukt for Mikkel Jensen, hvis hug dog gik lige over Emekamålet. Kort efter bød Demirbas på sublim sukkerbold til indskiftede Mathiesen, der var uhyggeligt nærved og næsten. Ind kom kuglen dog til 2-0, men på en tilfældighed: En liggende Avartaforsvarer skubbede bolden væk, men lige ind i støvlerne på Tronborg, der bogstaveligt talt stod det rigtige sted. Næppe den sværeste scoring i den store angribers karriere, men det tæller alt sammen, og vidner om, at manden har målværktøjet i orden.

Der var engang, hvor Brønshøj aldrig vandt over Greve. Og så er der nu! Med en sejr på 1-0 i Greve lavede Hvepsene fire på forårsstribe, og indtager nu en delt førsteplads, dog med en kamp mere spillet end medduksene fra Søllerød-Vedbæk.
Den historiske sejr kom efter hårdt arbejde, for Jesper Hansen-trænede Greve anslog lurepassende toner straks fra start: Man ville ikke mere end højst nødvendigt, satsede på de dødbolde og kontraer, der uvægerligt kommer i løbet af en kamp.
Således var kampens skabelse op til Brønshøj, der stillede med Frost, hvor det ifølge snakken er sjovest, nemlig på Backen, i dette tilfælde som erstatning for skadede Lasse Jensen. En anden ændring var Mathiesen på kanten i stedet for Anli.
Hvepsene kunne have bragt sig foran en halv snes minutter før pausen, men skuddet efter en klumpspilssituation prellede af på overliggeren.
Så havde Josephsen mere held med sig, da han midt i anden periode opsnappede en aflevering og udplacerede Grevekeeperen til 1-0. Kort efter fældedes Mikkel Jensen i et gennembrud ganske brutalt, men ifølge dommeren lovligt, til stor utilfredhed for såvel en growlende Bo Henriksen som for os andre.
Granzow – atter imponerede sikker i sit spil – Frost, Larsen og Edvoldo Sørensen ryddede godt op i de mod slutningen tiltagende Greveforsøg, mens Rasmus Sørensen, ind for Tronborg til allersidst, burde have slukket og lukket på en enorm chance. Men sejren var helt fortjent, og vore formstærke Hvepse har nu nappet 22 ud af de seneste 24 mulige points. Klasse!

Det lugtede af femte forårssejr på stribe, da der få minutter før tid vinkedes for et diskutabelt frispark i Brønshøjs venstre forsvarsside. Drejs fik lapperne på indlægget, men det røg ud til en 08er, der ekspederede møget i kassen, og dermed hentede et tiltrængt, men komplet ufortjent, point til gæsterne.
Kampen foregik i højt tempo, men prægedes af den slidte bane og ikke mindst en hård vind, der gav et utal af tilfældige situationer, bidrog til kun to Doctorstjerner, og nærmest sandblæste os tilskuere med alt godt fra grusbanen: Visne blade, gåselort, programmer, bolde og andet skarn hvirvlede rundt om ørerne på os, og på et tidspunkt drev en regulær sandstorm ind over banen. Det store antal flyvemaskiner, der normalt glider hen over Tingbjerg i løbet af en kamp, var på grund af vulkanskyen fra Island det eneste, der ikke fløj.
Hvepsene ejede trods vejrliget kampen, og gæsternes mål var gevaldigt under pres. 250-kampsjubilaren Tronborgs scoring, sat ind på straffe begået mod ham selv sidst i første halvleg, blev dog Brønshøjs eneste. Kort efter måtte jubilaren i øvrigt udgå med skade. Efter pausen slap gæsterne et par bange anelser mere ind i kampen, men Brønshøj fortsatte med at producere overtallet af chancer, hvoraf det desværre lykkedes bla. Mikkel Jensen, Mikail Anli og Jacob Josephsen at snige stærkt oplagte uden om mål.
Uafgjort var langt fra et drømmeresultat, men sikrede alligevel Hvepsene en med Avarta delt førsteplads, da divisionens hidtidige førerhunde fra Søllerød-Vedbæk fik overraskende hjemmesmæk. Om man så skulle le over førstepladsen, eller græde over en misset chance for at skabe afstand i toppen, kunne man grunde over på hjemvejen.

“Stenløse, Stenløse, hjerteløse by ...,” sang Tømrerclaus og de andre langhårede i Musikpatruljen tilbage i 1972. Og det havde virkelig været hjerteløst, hvis Stenløse var kommet foran på et billigt straffe først i anden halvleg, for Brønshøj sad solidt på kampen, og kun Hvepsenes kronisk lave udnyttelsesprocent holdt dem fra at føre med et par mål ved pausen.
Men Brønshøjs stensikre keeper Drejs – tændt til en advarsel i forbindelse med straffekendelsen – sprang som det selvfølgeligste til venstre i sit mål og nappede sikkert det ellers ikke svage skud fra Elfmeter-pletten. Kort forinden havde ex-Hvepsen Anders Jochumsen – der ellers var usynligheden selv, og senere blev pillet ud – nærgående testet at Drejs var varm.
Men de få minutter omkring straffesparket var og blev også Stenløses glansperiode; med afbrænderen ebbede gassen ud af hjemmeholdet, og Brønshøj kunne atter klø på fremadrettet. Og efter en time og en sjat fik utrætteligt arbejdene Demirbas endelig hul på målscoringen da han pænt udefra fladt hamrede bolden i mål.
Så var der høj sol og lav føring: Vejret tenderede det pragtfulde for årstiden. Brønshøjtilhængerne gav endnu en gang Hvepsene hjemmebane på udebane: Sorte og gule farver prægede langt størsteparten af tilskuerne. Og atter så vi et determineret Brønshøjmandskab, også selvom man denne gang kørte med en uvant forsvarskommando: Granzow skånedes, og i stedet gav Mathiesen den i midterforsvaret, hvilket han slap rigtigt godt fra. Eneste anke på en solrig sejsrdag må være Hvepsenes begrænsede evne til at omsætte chancer til mål.

Ikke noget brag af et lokalbrag mod Vanløse, snarere tværtimod. Hvepsene spillede sært stereotypt med lange bolde op til hurtige Demirbas, der dog kun fik kontakt med en fjerdedel af dem; resten tog vinden.
Ganske vist er banen på Tingbjerg stadig i skidt stand, men den blev næppe yderligere slidt i denne kamp, hvor også Vanløse yndede en god lang – og gerne høj – bold. Det ved man ligesom, hvad er ... og kønt eller seværdigt er det i hvert fald ikke.
Brønshøj kunne have bragt sig foran efter tyve sekunder, men Demirbas og Frost misbrugte. Mange havde stillet store forventninger til netop dette opgør, men i stedet fik vi en antiklimakteriel dødbider af rang mens Avarta og Søllerød-Vedbæk cruisede derudad. Og så virkede folk ovenikøbet godt tilfredse med 0-0; vi må erkende, at nogle enkelte gange i løbet af et tiår er vi bare slet ikke på bølgelængde med Brønshøj ...

Brønshøj har i dette ellers succesrige forår haft svære problemer med at omsætte overvægt i spil til mål. Og den tendens fortsatte egentlig i Glostrup, hvor Hvepsene var banens klart bedste mandskab, men hvor chancer af de dyre formøbledes så det nærmest var helt surrealistisk.
Heldigvis havde Lasse Jensen, på Michael Jørgensens formidabelt gode stikning, efter 35 bragt Brønshøj foran på et smukt skruet langskud, så der var lidt at give af.
Bortset fra den kronisk dårlige undnyttelsprocent viste kampen Brønshøj fra holdets bedste side: Drejs og forsvaret var atter stensikre. Midterdynamoerne Josephsen og Jørgensen ledede, fordelte og bølgebrød fremragende. Mikkel Jensen udfordrede så hjemmeholdet blev rundtossede og lidt til. Og så videre. Men føringer på 1-0 har desværre før vist sig skrøbelige, og vi bed negle når BGA sporadisk kontraede.
Hjemmeholdet forblev dog, trods indskiftning af notorisk farlige Wassim El Banna, spagfærdige med uindstillede sigtekorn, og uret tikkede ud i tillægstiden.
Og hvilken tillægstid! I endnu et Brønshøjangreb gik Josephsen indad langs mållinjen. Hans fint timede lob ramte indskiftede Thomas Christiansen, hvis hovedstød tilsyneladende udsattes for hands. Tronborg eksekverede sikkert straffesparket.
Men der var mere endnu: Minuttet efter stak velspillende Josephsen bolden igennem til Christiansen, der tackledes i feltet, men bolden røg lige hen til Tronborg, der fladt og køligt øgede til 3-0 uden chance for den langstrakte Glostrupkeeper.
Endelig stod resultatet mål med indsatsen, omend vi skulle ud i halvfemserne før resultatet blev retvisende. Tak for kampen!

Hjemmeholdet pressede alvorligt til at begynde med, og Edvoldo måtte spurte for at rydde imponerende op da Falstermand var alene igennem. Endvidere dansede bolden på både Brønshøjs og LFAs målstreger i første periode. Nulnul ved pausen, men Brønshøj kløede på, og især Mikkel Jensen var konstant farlig. Det var dog Tronborg, der stod for målet otte minutter efter pausen, da LFA-forsvaret ikke fik sparket ordenligt væk. Kort før tid var indskiftede Demirbas meget tæt på at øge til 2-0, men hans skud efter spurt ramte stolpen. Brønshøj strøg med sejren helt til tops i tabellen.

Hvepsene var i hjemmekampen mod Allerød som vi kender dem i dette forår: Bomstærk defensiv, koncentreret arbejde over hele linjen (i hvert fald i 2. halvleg) samt en undnyttelseprocent på omkring én ... Men det virker, gør det, og dermed fik Brønshøj endnu en smal sejr, der kan vise sig vital i oprykningsracet.
Vejret bød på dagsregn, og kun 277 mødte frem. De så de sort-gule i fuld kontrol, omend lidt afventende i 1. halvleg. Straks fra 2. halvlegs start begyndte Hvepsene så en sand belejring af Allerød-målet, og man kunne atter undre sig over, hvor meget lige ved og næsten Brønshøj kan præstere: Utallige hjørnespark, utallige chancer – og, skylder vi at sige, meget godt spil. Edvoldo Sørensen måtte udgå med noget skulderskade; forhåbentlig ikke noget langvarigt.
Endnu engang hatten af for jer Hvepse, men neglene i Brønshøj ville være mindre nedbidte, hvis I scorede nogle flere mål ...

Alting har ender, særligt regnorme. Også Hvepsenes ubesejrede togt endte efter 15 kampe i Holbæk, hvor forårskynismen for en gangs skyld ikke rakte til sejr da man for første gang længe kom bagud med to mål. Brønshøj virkede, særligt i 1. halvleg, sært ugidelige, og savnet af energisterne Edvoldo Sørensen og Michael Jørgensen virkede stort. Dommeren var dog heller ikke Hvepsene venligt stemt. Christian Thorup skød med sit første garn for Brønshøj sig selv ind på topscorerlisten.

Mikkel Jensen og Mikail Anli karantænede, og kampen var egentlig bedst i sin første halve time, hvor Brønshøj spillede kløgtigt og tålmodigt. Ret kort efter pausen bragte Granzow Hvepsene foran efter mavehøjt indlæg fra venstre, men senene førte en fejlaflevering i højre side til gæsteudligning. Brønshøj havde dog stadig hovedparten af både spil og initiativ, men Hvepsenes opspil blev let for utålmodigt, og gang på gang førte adresseløse lange afleveringer frem ad banen blot til at BSV kunne bryde spillet. I slutminutterne var Brønshøj godt kørende over fløjene og tæt på et par gange, men ind ville læderet ikke. Kampens dommer delte rundhåndet kort ud til alle, men viste ellers ikke VM-form. Sjældent mange Range Rovere, Rolexure, søde Pauler, skønne Fritzer og sejlklubblazere på Tingbjerg denne aften, hvor tæt på 1000 så på.

Brønshøj døjede med hele fire karantæner (til Granzow, Sabani, Frost og Tronborg), og det bragte Mathiesen ind i forsvaret, Anli ind på fløjen samt Christiansen og Demirbas ind som nyt angreb.
Denne nye Hvepsesammensætning leverede en velspillet første halvleg, hvor vi – ud over en kæk hund af grisehandlerracen på banen samt pølser tæt på de tolv tommer – også fik kampens eneste mål to minutter før pausen, da Anli satte sin lilla-pink støvle på en fin aflevering, og hakkede bolden fladt og helt uimodståeligt i kassen. Køwenhavnernes keeper græmmede sig grundigt, men det behøvede han egentlig ikke, for Anlis træffer var ganske enkelt utagelig!
Pauseføringer er gode, og særligt hvis man kan holde dem. Dét kom det nu til at knibe med for Hvepsene, der – bevidst eller ubevidst – trak sig for langt tilbage i størsteparten af anden halvleg, mens man håbefuldt – men effektløst – smækkede lange bolde frem mod Demirbas og indskiftede Rasmus Sørensen. Det virkede ikke, men der var til gengæld godt med chancer i den dyre ende til køwenhavnerne. Heldigvis var Drejs gang på gang vågen, og var med flere lynsnare reaktioner en meget vigtig brik i Brønshøjs sejr, der trods alt må beskrives som vældig flot på baggrund af de fire karantæner. Vital var den i hvert fald!
Mod slutningen måtte midtbanens fighter Michael Jørgensen udgå med noget, der lugtede af fiberskaden fra Nykøbing tidligere på måneden.

Et nervøst og uinspireret Brønshøjmandskab var ganske fortjent bagud 0-2 i kampen, de skulle vinde. Med tretten minutter tilbage på uret satte Bosse Henriksen så alt på ét brædt samt angriber Thomas Christiansen ind for back Edvoldo Sørensen og tre mand helt i front. Dét havde effekt! Mindre end ti sekunder senere havde Christiansen scoret på sin første boldberøring, og de sort-gule var atter med i kampen. Blot to minutter senere var der udlignet, omend efter kontroversielt klumpspil: Dommerens armbevægelser kunne i første omgang tydes som alt fra frispark over målspark til straffe, men han konsulterede heldigvis sin ivrigt markerende linjedommer, der ikke var i tvivl om, at Mikail Anli på helt korrekt vis havde fået bolden over stregen til 2-2. Dét var en del HIK-spillere ikke enige i, og deres overfusning af dommer og linjedommer kostede såvel et par gule kort som en ikke uanselig mængde ølsjatter og ord med på vejen, da de havde valgt at lægge meningsudvekslingen lige foran Hvepsenes mest inkarnerede anhængere. Nå, så var Brønshøj for alvor med igen, og efter trefjerdedele kamps rærligt Brønshøjspil, var man paradoksalt nok pludselig ikke i tvivl om, at Brønshøj ville vinde. Og ganske rigtigt: Med fem minutter tilbage var det Ercan Demirbas, der med scoringen til 3-2 kunne sætte kronen på værket til ekstatisk jubel for både Brønshøjs bænk og tilhængere. Vi burde retteligen også have haft 4-2, men af en eller anden grund løb en tre-mod-én-kontra til Christiansen, Tronborg og Demirbas i slutminuttet ud i sandet. Nå, hvad pokker: Brønshøj vandt vitalt, og generobrede førstepladsen, der giver direkte oprykning. Og ikke mindst fik vi i kraft af Hvepse-comebacket helt umanerligt meget smæk for vore entrékroner.

Det blev som ventet tæt i toppen af 2. division øst, men det længste og sjoveste strå trak divisionens stærkeste mandskab, Brønshøj, fortjent, efter i fin stil og fuld kontrol at have vundet over Skjold.
Demirbas karantænede, i stedet var Thomas Christiansen med i front; på midten var vigtige Michael Jørgensen atter med, og Mikkel Jensen var tilbage på højrekanten. Netop Mikkel Jensen slog midt i første periode et perleindlæg – fra venstre i øvrigt – som Jacob Josephsen flot satte kraniet på, og bolden gik i en blød bue over Skjoldkeeperen og i mål. Brønshøj, skulle vinde for at være sikre på direkte oprykning, og nu var de godt på vej ...
Bløde buer skulle i øvrigt også blive kendetegnende for Brønshøjs næste mål: En fænomenalt godt set fremlægning fra Edvoldo Sørensen – blød bue, selvfølgelig – fandt Thomas Christiansen, der afdriblede sin oppasser og skruede bolden – i en blød bue – uden om keeperen og ind i nettet ved den fjerneste stang til 2-0 ti minutter inde i anden halvleg. Uhyre veludført fodværk, og vigtigt så det baskede. Total jubel, og banens suverænt bedste mandskab kørte herefter sejren hjem.
601 så på; egentlig skuffende få, men til gengæld var mindst de 600 fra Brønshøj. Og de 600 både lød og så ud som 6000; de leverede en helt fantastisk opbakning til Hvepsene. Så mange skrigende halse på en sommerdag kræver imidlertid forfriskninger, men Skjolds ølsektor havde mildt sagt forregnet sig med blot en enkelt fadølsbod, hvis to haner hurtigt glødede rødt, mens køen voksede til det groteske. I sekunderne op til slutfløjtet spildte tribunen over med glade Brønshøj-tilhængere, der ved det forløsende pift hoppende, dansende, skrigende og skrålende indtog banen i hundredevis for at dele gælden med hinanden, med spillerne og trænerstaben.
Så var der dømt sort-gul ekstase og folkefest på græsset: Anfører Peter Larsen modtog DBUs pokal, der blev sprøjtet gavmildt med champagnen, og træner Bosse Henriksen måtte tage den for alle succestrænere obligatoriske lufttur. Festen fortsatte til langt ud på natten; på bodegaer, i de små hjem, og ikke mindst i klubhuset, hvor målmand Kim Drejs senere på aftenen kunne lade sig hylde som årets spiller. Stort tillykke til Drejs.
Og stort tillykke til spillerne, trænerne og alle andre omkring holdet. Og til os tilhængere: Som Patrick Tronborg sagde til bold.dk 13 06: “Det er nogle fantastiske mennesker, der bakker os op. Vi skylder dem en hel masse. De har holdt humøret højt og støttet os hele vejen igennem.” Eller Peter Larsen til samme boldsite dagen før: “Vores fans er fantastiske. Vi har dem, som har været med i mange år, og så har vi fået en ny fangruppe, som kalder sig selv Drunken Army, og de to skaber en fantastisk stemning.” Jo, de har noget at glæde sig til i 1. division. Her kommer vi!
Øh, hallo ... nå ja, doctorstjernerne ... hvordan kunne vi glemme dem: Seks ud af fem!